Skatteindberetningsloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af skatteindberetningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Skatteindberetningslov

Lov nr. 1536 af 19. december 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 15 af 08. januar 2024

Kapitel 7 1 Andre indberetninger
§ 38

Kuratorer skal årligt indberette til told- og skatteforvaltningen om identiteten af anmeldte fordringshavere i konkursboer, der i det forudgående kalenderår har fået udloddet dividende, størrelsen af dividenden og identiteten af det konkursbo, hvorfra udlodningen sker.

Stk. 2 Indberetningspligten omfatter ikke udlodning til en statslig myndighed, til en region eller til en kommune.

§ 39

Fysiske eller juridiske personer, som har ydet et beløb til dækning af en persons udgifter til sagkyndig bistand m.v., jf. ligningslovens § 7 Q, stk. 1, nr. 2, skal ved ydelsen af beløbet indberette til told- og skatteforvaltningen om beløbets størrelse og modtagerens identitet.

§ 40

Kulturinstitutioner, der modtager gaver, der opfylder betingelserne efter ligningslovens § 8 S for fradragsret for gavegiver, skal indberette til told- og skatteforvaltningen om gavens værdi og gavegiverens identitet.

§ 41

En person, som er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, § 2, stk. 1, nr. 5, eller § 5 A, skal over for told- og skatteforvaltningen oplyse om identiteten af långivere af lån, hvoraf personen betaler renter, medmindre lånet er omfattet af indberetningspligt efter andre bestemmelser i denne lov, eller medmindre renterne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Stk. 2 En person, som yder underholdsbidrag omfattet af ligningslovens § 10, stk. 1, 1. pkt., eller børnebidrag omfattet af ligningslovens § 10, stk. 2, eller § 11, stk. 1, 1. pkt., skal over for told- og skatteforvaltningen oplyse om identiteten af modtageren af underholdsbidraget eller børnebidraget.

Stk. 3 Indberetningspligten efter stk. 2 anses for opfyldt, hvis et underholdsbidrag eller børnebidrag er omfattet af indberetningspligten i § 34.

Stk. 4 Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke identifikationsoplysninger der skal afgives, herunder regler om identifikation m.v. for personer, der ikke har personnumre, og personer, der er bosat eller opholder sig i udlandet. Bekendtgørelse om skatteindberetning m.v.

§ 42

Virksomheder med ejere, hvis indkomst fra virksomheden opgøres fælles efter ligningslovens § 29, skal hvert år indberette oplysninger fra det fælles skatteregnskab til told- og skatteforvaltningen vedrørende det seneste indkomstår.

Stk. 2 Indberetningen skal indeholde oplysninger om de enkelte ejeres andel af skattepligtig indkomst fra virksomheden. For disse ejere skal der tillige oplyses identifikationsoplysninger samt ejerandel og ejerperiode.

Stk. 3 Indberetningen skal ske senest den 15. april i året efter det kalenderår, som oplysningerne vedrører. Inden for samme frist skal virksomhederne underrette de pågældende ejere om de indberettede oplysninger.

§ 43

Skatteministeren kan fastsætte regler om platformsoperatørers indberetning af oplysninger til told- og skatteforvaltningen om følgende aktiviteter, som en sælger eller udlejer udfører mod vederlag:

  • 1) Udlejning af fast ejendom.

  • 2) Personlige tjenester.

  • 3) Salg af varer.

  • 4) Udlejning af transportmidler.

Stk. 2 Skatteministeren kan fastsætte regler om procedure for platformsoperatørernes identifikation af de sælgere og udlejere, der skal indberettes om. Herudover kan skatteministeren fastsætte regler om, at platformsoperatørerne har pligt til at lukke sælgerens eller udlejerens konto og forhindre sælgeren eller udlejeren i på ny at blive registreret på platformen eller tilbageholde betaling af vederlag til sælgeren eller udlejeren, hvis sælgeren eller udlejeren ikke meddeler platformsoperatøren de oplysninger, som skal meddeles efter regler, som er fastsat i medfør af 1. pkt. eller § 52, stk. 3.

§ 44

Alle, der i en kalendermåned som led i deres virksomhed har udbetalt eller godskrevet vederlag for udnyttelse af ophavsrettigheder, patentrettigheder, mønster, varemærke og lign. og vederlag for reklamemæssig udnyttelse af en person, skal hver måned indberette om beløb m.v. til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Dette gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb m.v. eller engangsbeløb m.v.

Stk. 2 Indberetningspligten efter stk. 1 omfatter såvel pengeydelser som naturalier. Naturalier værdiansættes til markedsværdien.

§ 45

Alle, der i en kalendermåned som led i deres virksomhed har udbetalt eller godskrevet legater som nævnt i ligningslovens § 7 K, skal hver måned indberette herom til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Dette gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb eller engangsbeløb.

Stk. 2 Indberetningspligten efter stk. 1 omfatter ikke legater, der er omfattet af indberetningspligt efter § 25.

§ 46

Virksomheder, der i en kalendermåned har ydet præmier og gevinster i forbindelse med spil og konkurrencer som led i underholdningsprogrammer i elektroniske medier, skal hver måned indberette om beløb m.v. til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister. Dette gælder, hvad enten der er tale om løbende beløb m.v. eller engangsbeløb m.v.

Stk. 2 Indberetningspligten efter stk. 1 omfatter alene præmier og gevinster, hvis værdi overstiger 300 kr., og som ikke er afgiftspligtige efter lov om afgifter af spil.

Stk. 3 Indberetningspligten efter stk. 1 omfatter såvel pengeydelser som naturalier. Naturalier værdiansættes til markedsværdien.

§ 46a

Skatteministeren fastsætter regler om, at mellemmænd og relevante skatteydere skal indberette oplysninger, som de er bekendt med eller i besiddelse af eller kontrollerer, om grænseoverskridende ordninger til told- og skatteforvaltningen. Skatteministeren fastsætter derudover regler om, at en mellemmand, som påberåber sig en fritagelse fra indberetningspligt efter regler udstedt i medfør af 1. pkt., skal notificere andre mellemmænd eller relevante skatteydere herom.

§ 46b

Reagerer told- og skatteforvaltningen ikke på en grænseoverskridende ordning, der er indberettet efter regler udstedt i medfør af § 46 a, eller som told- og skatteforvaltningen har modtaget oplysninger om fra en udenlandsk myndighed, jf. skattekontrollovens § 66, indebærer dette ikke en accept af gyldigheden eller den skattemæssige behandling af denne ordning.