Skatteforvaltningsloven § 66

Denne konsoliderede version af skatteforvaltningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 427 af 06. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 835 af 03. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 905 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1535 af 12. december 2023, lov nr. 1565 af 12. december 2023 og lov nr. 1796 af 28. december 2023

§ 66

Skatteministeriet overtager med virkning fra den 1. november 2005 de aktiver, der udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af skatteopgaven, jf. dog om fast ejendom stk. 2. Skatteministeriet indtræder endvidere fra den 1. november 2005 i de rettigheder og pligter, der udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af skatteopgaven.

Stk. 2 Bestemmelserne i stk. 1 finder ikke anvendelse vedrørende fast ejendom. Skatteministeriet har ret til af den pågældende kommune at leje fast ejendom eller dele heraf, som udelukkende er knyttet til den kommunale varetagelse af skatteopgaven. Skatteministeriet og den enkelte kommune kan indgå aftale om, at Skatteministeriet umiddelbart overtager en fast ejendom, der helt eller delvis er knyttet til den kommunale varetagelse af skatteopgaven.

Stk. 3 Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på aktiver samt rettigheder og pligter, der er knyttet til varetagelsen af skatteopgaver, der udføres af kommuner eller kommunale fællesskaber efter kontrakt med ToldSkat som nævnt i § 62, stk. 10.