Skatteforvaltningsloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af skatteforvaltningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 427 af 06. juni 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 835 af 03. juni 2022,
som ændret ved lov nr. 905 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1535 af 12. december 2023, lov nr. 1565 af 12. december 2023 og lov nr. 1796 af 28. december 2023

Kapitel 4 1 Regler for skatte-, vurderings- og motorankenævn
§ 8

Skatteministeren bestemmer landets inddeling i henholdsvis skatte-, vurderings- og motorankenævnskredse, antallet af medlemmer i de enkelte ankenævn, samt hvilke kommuner der har indstillingsret efter stk. 3 og 4 til pladserne i skatte- og vurderingsankenævn. Ved fordelingen af pladserne skal der tages hensyn til, at alle kommuner skal have mindst én plads i skatteankenævnet. 

Stk. 2 Den ordinære funktionsperiode for ankenævn er på 4 år, således at funktionsperioden begynder den 1. juli i det år, hvor den kommunale valgperiode begynder.

Stk. 3 Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af skatteankenævn og en suppleant for hvert af disse medlemmer efter indstilling fra kommunalbestyrelserne i de kommuner, som skatteankenævnskredsen omfatter. Kun personer, der er valgbare til en kommunalbestyrelse, kan indstilles af den pågældende kommunalbestyrelse. Hver kommunalbestyrelse skal indstille én person til hver af kommunens pladser i nævnet og én person som suppleant for denne. Ved indstillingen finder § 25 i lov om kommunernes styrelse tilsvarende anvendelse. Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, udnævner de indstillede personer til henholdsvis medlem og suppleant. Ministeren kan dog under særlige omstændigheder undlade at udnævne en indstillet person og anmode den indstillingsberettigede kommunalbestyrelse eller organisation m.fl. om at indstille en anden person. Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil, udnævner efter indstilling et antal særlige medlemmer. Skatteministeren udnævner desuden et antal særlige medlemmer. De særlige medlemmer skal have skattefaglig indsigt og relevant uddannelse. De særlige medlemmer er geografisk ubundne. Kun personer, der er valgbare til en kommunalbestyrelse her i landet, kan indstilles. Ved indstillingen skal generelt tilstræbes, at medlemmerne udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Stk. 4 Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af vurderingsankenævn. Den ene halvdel af medlemmerne udnævnes efter indstilling fra kommunalbestyrelsen. Ved kommunalbestyrelsens indstilling anvendes den metode, der er beskrevet i § 25 i lov om kommunernes styrelse. Af den anden halvdel af medlemmerne udnævnes halvdelen på baggrund af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Finans Danmark, og halvdelen på baggrund af vurderingsfaglige kompetencer og lokalkendskab efter indstilling fra Dansk Ejendomsmæglerforening. Kommunalbestyrelsen, Finans Danmark og Dansk Ejendomsmæglerforening kan kun indstille personer, der er valgbare til en kommunalbestyrelse her i landet. Ministeren kan dog under særlige omstændigheder undlade at udnævne en indstillet person og anmode kommunalbestyrelsen, Finans Danmark eller Dansk Ejendomsmæglerforening om at indstille en anden person. Ved indstillingen skal generelt tilstræbes, at medlemmerne udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Stk. 5 Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, udnævner medlemmer af motorankenævn og en suppleant for hvert af disse medlemmer. Mindst to af medlemmerne udnævnes efter indstilling fra hovedorganisationerne af bilejere. Ét af de indstillede medlemmer og dennes suppleant skal være teknisk kyndige, og ét af de indstillede medlemmer og dennes suppleant skal være handelskyndige. De resterende medlemmer udnævnes efter indstilling fra forhandlerorganisationerne i bilbranchen. Organisationerne skal indstille én person til hver plads som medlem af nævnet og én person som suppleant for denne. Kun personer, der er valgbare til en kommunalbestyrelse her i landet, kan indstilles. Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, udnævner de indstillede personer til henholdsvis medlem og suppleant. Ministeren kan dog under særlige omstændigheder undlade at udnævne en indstillet person og anmode organisationen om at indstille en anden person. Ved indstillingen skal generelt tilstræbes, at medlemmerne udgør et repræsentativt udsnit af befolkningen.

Stk. 6 Personer, som indstilles til udnævnelse efter stk. 3, 4 eller 5, har pligt til at modtage skatteministerens udnævnelse, medmindre de er afskåret herfra efter § 15. Følgende personer kan dog meddele skatteministeren, at de ikke ønsker at modtage udnævnelsen:

  • 1) Personer, der ved funktionsperiodens begyndelse er fyldt 60 år.

  • 2) Personer, der har været medlem af et skatte-, vurderings- eller motorankenævn i to hele sammenhængende funktionsperioder.

  • 3) Personer, der ikke har dansk indfødsret.

  • 4) Personer, der på grund af deres helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger el.lign. har rimelig grund til at ønske sig fritaget for hvervet.

Stk. 7 Afspejler de personer, der indstilles efter stk. 3-5, ikke i tilstrækkelig grad et repræsentativt udsnit af befolkningen, kan skatteministeren undlade at udnævne de indstillede personer og anmode om, at der foretages en ny indstilling.

§ 9

Et medlem, der mister sin valgbarhed, skal udtræde af det pågældende ankenævn. Et medlem, der har været fraværende fra nævnets møder i en sammenhængende periode på over 6 måneder, og som ikke er meddelt orlov efter stk. 2, 2. pkt., skal udtræde af nævnet.

Stk. 2 Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, kan efter anmodning tillade et medlem at udtræde af nævnet, hvis medlemmet på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger el.lign. har rimelig grund til at ønske sig fritaget for hvervet. Skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, kan endvidere efter anmodning meddele et medlem orlov i en periode på op til 12 måneder regnet fra meddelelse af orlov. Yderligere orlov kan ikke meddeles.

Stk. 3 Når et medlem efter stk. 1 eller 2 udtræder af nævnet eller meddeles orlov, indtræder suppleanten i nævnet. Hvis et medlem eller en suppleant er udtrådt permanent, udnævnes en ny suppleant for den resterende del af funktionsperioden. Ved udnævnelsen finder § 8, stk. 3, 5 og 6, tilsvarende anvendelse.  1.-3. pkt. gælder ikke for vurderingsankenævn.

Stk. 4 Udtræder et medlem af et vurderingsankenævn efter stk. 1 eller 2 af nævnet, eller meddeles et medlem orlov, udnævner skatteministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, et nyt medlem til vurderingsankenævnet for den resterende del af den igangværende funktionsperiode henholdsvis orlovsperiode, jf. § 8, stk. 2. Udnævnelsen sker på baggrund af indstilling fra kommunalbestyrelsen, Finans Danmark eller Dansk Ejendomsmæglerforening, afhængigt af hvem af disse der har indstillet det medlem, der udtræder af nævnet eller meddeles orlov. Ved indstillingen og udnævnelsen finder § 8, stk. 4 og 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Skatteministeren kan under ganske særlige omstændigheder tilbagekalde en udnævnelse af et medlem eller en suppleant.

§ 10

Et skatteankenævn vælger en formand og en eller to næstformænd blandt nævnets medlemmer. Et motorankenævn vælger en formand og en næstformand blandt nævnets medlemmer.

Stk. 2 For at et ankenævn kan træffe en afgørelse, skal mindst halvdelen af nævnets medlemmer eller deres suppleanter, herunder formanden eller en næstformand, deltage i afgørelsen.

Stk. 3 Et ankenævn kan vælge at opdele sig i besluttende led bestående af mindst 3 medlemmer, hvoraf det ene skal være formanden eller en næstformand. Ved en sådan opdeling skal de besluttende led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning. For at et besluttende led kan træffe en afgørelse, skal mindst 3 medlemmer eller deres suppleanter deltage i afgørelsen. Ethvert medlem af ankenævnet kan kræve en sag forelagt for det samlede nævn.

Stk. 4 Hvis et medlem er uenig i en afgørelse, der er truffet af det pågældende ankenævn, kan medlemmet kræve sine indvendinger mod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til Skatterådet.

Stk. 5 Skatteministeren fastsætter forretningsordenen for ankenævnene.

Stk. 6 Skatteministeren fastsætter regler om vederlæggelse af ankenævnenes formænd, næstformænd og øvrige medlemmer.

§ 10a

Formandsposten for vurderingsankenævnene varetages af et geografisk ubundet vurderingsankenævnsformandskab, der består af en ledende vurderingsankenævnsformand og et antal øvrige vurderingsankenævnsformænd, som skatteministeren ansætter efter indstilling fra skatteankeforvaltningen. Vurderingsankenævnsformændene skal have vurderingsfaglig indsigt.

Stk. 2 Den ledende vurderingsankenævnsformand kan efter indstilling fra skatteankeforvaltningen bestemme, at ansatte i skatteankeforvaltningen skal deltage i afgørelsen af en klage i vurderingsankenævnsformandens sted. I sådanne tilfælde har den pågældende samme beføjelser som en ankenævnsformand.

Stk. 3 For at et vurderingsankenævn kan træffe en afgørelse, skal formanden eller en ansat i skatteankeforvaltningen, jf. stk. 2, og mindst 2 medlemmer deltage i afgørelsen, jf. dog stk. 4 og 5. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller den ansattes, jf. stk. 2, stemme afgørende.

Stk. 4 Uanset stk. 3 afgør formanden for vurderingsankenævnet eller en ansat i skatteankeforvaltningen, jf. stk. 2, anmodninger om genoptagelse af en påkendt vurderingsankenævnssag, jf. § 35 g.

Stk. 5 Uanset stk. 3 afgør formanden for vurderingsankenævnet eller en ansat i skatteankeforvaltningen, jf. stk. 2, klager omfattet af § 6, stk. 1, jf. dog § 6, stk. 2, jf. § 6 a, stk. 1, og § 6 b, stk. 1, når vurderingsankenævnet bemyndiger den pågældende hertil.

Stk. 6 Skatteministeren fastsætter en forretningsorden for vurderingsankenævnene, herunder regler for vederlæggelse af vurderingsankenævnenes medlemmer.