Scenekunstloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af scenekunstloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om scenekunst

Lov nr. 408 af 13. juni 1990,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1473 af 30. november 2023

Kapitel 2 Det Kongelige Teater og Kapel
§ 2

Det Kongelige Teater og Kapel udgør Danmarks nationalscene. Teatret skal uden ensidighed producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet inden for ballet, opera og skuespil. Der tages særlige hensyn til danske værker. Det Kongelige Teater skal videreføre de klassiske traditioner, samtidig med at det gennem sin virksomhed skal udvikle en nutidig scenekunst.

Stk. 2 Det Kongelige Teater skal gennem sin turnevirksomhed omfatte hele landet. Herudover kan teatret gennemføre turneer i udlandet.

Stk. 3 Det Kongelige Teater har til opgave at skabe mulighed for, at nationalscenens produktioner kan gøres tilgængelige for et bredt publikum gennem udsendelse i radio og tv samt ved salg af optagelser. Teatret skal endvidere bidrage til, at denne mulighed udnyttes på bedst mulig måde.

Stk. 4 Det Kongelige Teater kan drive uddannelsesvirksomhed inden for sine arbejdsområder.

Stk. 5 Det Kongelige Kapel medvirker ved opera, ballet og skuespil og kan herudover gennemføre koncertvirksomhed.

§ 3

Det Kongelige Teater er en statsvirksomhed, der ledes af en bestyrelse på indtil 8 medlemmer, der beskikkes af kulturministeren.

Stk. 2 6 medlemmer udpeges af kulturministeren og skal repræsentere kulturel og ledelsesmæssig indsigt.

Stk. 3 Medarbejderne på Det Kongelige Teater kan udpege to repræsentanter til bestyrelsen. Medarbejderrepræsentanter er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område.

Stk. 4 Kulturministeren fastsætter regler for medarbejdernes valg af bestyrelsesmedlem. Bekendtgørelse om fastlæggelse af regler for valg af medarbejderrepræsentanter til Det Kongelige Teaters bestyrelse

Stk. 5 Blandt medlemmerne udpeger kulturministeren formand og næstformand.

Stk. 6 Beskikkelserne gælder for 4 år. Umiddelbar genbeskikkelse kan kun finde sted en gang.

Stk. 7 Bestyrelsens medlemmer, der udpeges af kulturministeren efter stk. 2, beskikkes forskudt, således at halvdelen af de ministerudpegede medlemmer beskikkes hvert andet år.

Stk. 8 I tilfælde af udtræden udpeges et nyt medlem for den resterende del af perioden.

Stk. 9 Bestyrelsen tegnes af formanden og i dennes fravær af næstformanden.

§ 4

Bestyrelsen er Det Kongelige Teaters øverste ledelse og har over for kulturministeren det overordnede ansvar for, at de bestemmelser for teatrets virksomhed, der er fastsat, overholdes.

Stk. 2 Kulturministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen en vedtægt for Det Kongelige Teater.

Stk. 3 Bestyrelsen træffer efter indstilling fra direktionen beslutning om budgettet inden for de på finansloven fastsatte rammer og om indgåelse og opsigelse af kollektive overenskomster, hvortil der måtte være givet bemyndigelse af finansministeren.

Stk. 4 Bestyrelsen træffer beslutning om sammensætningen af en direktion.

Stk. 5 Bestyrelsen ansætter teaterchefen og direktionens øvrige medlemmer.

Stk. 6 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 4a

Teaterchefen varetager den daglige ledelse af Det Kongelige Teater og udarbejder i samarbejde med de øvrige direktionsmedlemmer repertoireplaner og forslag til budget.

Stk. 2 De kunstneriske chefer forestår med ansvar over for teaterchefen den daglige ledelse af henholdsvis skuespil, ballet, opera og kapel.