Sagsbehandlingsbekendtgørelse Kapitel 3

Denne konsoliderede version af sagsbehandlingsbekendtgørelse er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om behandling af værgemåls- og værgesager samt om faste værger og værgens vederlag m.v.

Bekendtgørelse nr. 1075 af 11. december 2003,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 975 af 29. september 2011 og bekendtgørelse nr. 766 af 24. juni 2013

Kapitel 3 Faste værger
Antagelse
§ 8

Statsforvaltningen antager efter ansøgning et antal personer (faste værger), der er villige til at lade sig beskikke som værger. Antallet af faste værger fastlægges af det enkelte statsamtstatsforvaltningen på grundlag af en vurdering af behovet.

Stk. 2 Ansøgninger til ledige stillinger som faste værger kan indkaldes ved opslag i den lokale presse. Opslag kan endvidere ske i fagtidsskrifter eller på anden måde, der er egnet til at sikre, at der kan antages det fornødne antal egnede personer.

§ 9

Antagelse som fast værge sker indtil videre, medmindre statsforvaltningen bestemmer andet.

Stk. 2 Statsforvaltningen kan bestemme, at hvervet som fast værge skal opslås ledigt eller ophøre hvert femte år efter antagelsen. Statsforvaltningen underretter den faste værge om en beslutning herom.

§ 10

Antagelse som fast værge medfører pligt til at lade sig beskikke som værge i de værgemål, som statsforvaltningen tildeler den pågældende. Statsforvaltningen kan, når der foreligger særlige grunde, efter anmodning fra en fast værge undlade at beskikke denne.

Ophør
§ 11

Hvervet som fast værge bortfalder

  • 1) 3 måneder efter, at statsforvaltningen har truffet bestemmelse efter § 9, stk. 2,

  • 2) ved udløbet af en tidsbegrænset antagelse,

  • 3) ved udgangen af den måned, hvori den faste værge fylder 70 år,

  • 4) når den faste værge begærer sig fritaget for hvervet, eller

  • 5) når den faste værge anmelder betalingsstandsning eller kommer under konkurs.

Stk. 2 Statsforvaltningen kan fratage en fast værge hvervet, hvis den pågældende

  • 1) i længere tid er fraværende på grund af sygdom, eller

  • 2) der foreligger andre særlige grunde.

Stk. 3 Statsforvaltningen fratager en fast værge hvervet, hvis værgen gentagne gange eller groft har tilsidesat sine pligter som værge.

Stk. 4 Bortfald eller fratagelse af hvervet som fast værge medfører ikke, at beskikkelse som værge i det enkelte værgemål ophører, medmindre der træffes afgørelse om fratagelse af beskikkelsen efter værgemålslovens § 12.