Rygerloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af rygerloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om røgfri miljøer

Lov nr. 512 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1632 af 18. juni 2021,
som ændret ved lov nr. 738 af 13. juni 2023

Kapitel 3 1 Arbejdspladser, institutioner, skoler m.v.
Indendørs arbejdspladser
§ 6

Det er ikke tilladt at ryge indendørs på arbejdspladser, jf. § 4.

Stk. 2 Det kan besluttes, at det er tilladt at ryge i kraner, firmabiler og andre erhvervskøretøjer, der alene tjener som arbejdsplads for én person ad gangen.

Stk. 3 Det kan besluttes at indrette rygerum og rygekabiner, hvor rygning kan finde sted.

Stk. 4 Arbejdspladser, der har eller som etablerer rygerum eller rygekabiner, hvor rygning kan finde sted, skal ved synlig skiltning informere om, at luften i omgivelserne uden for disse kan være sundhedsskadelig.

Stk. 5 Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om udstedelse, udformning, opsætning m.v. af skiltning i medfør af stk. 4.

Institutioner og skoler for børn og unge
§ 7

På børneinstitutioner, skoler, kostskoler, efterskoler, institutioner med udbud af ungdomsuddannelser, opholdssteder og lign., der har optaget børn og unge under 18 år, er det ikke tilladt at ryge eller anvende tobaksvarer, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter på institutionens område, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2 For anbringelsessteder målrettet børn og unge under 18 år, der også fungerer som bolig for de unge, kan det besluttes, at det er tilladt, at de unge ryger udendørs på institutionens område.

Stk. 3 For sikrede afdelinger på døgninstitutioner og delvis lukkede døgninstitutioner, der også fungerer som bolig for unge under 18 år, kan det besluttes, at det er tilladt, at de unge ryger udendørs på institutionens område.

Stk. 4 Tjenesteboliger, som er beliggende på de i stk. 1 nævnte institutioners område, er ikke omfattet af forbuddet i stk. 1. Det er dog ikke tilladt at ryge, når børn og unge, der er optaget på institutionen m.v., opholder sig i tjenesteboligen.

Stk. 5 Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke skoler, kostskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser der er omfattet af stk. 1.Sundhedsministeren

§ 7a

På skoler, kostskoler og efterskoler, der har optaget børn og unge under 18 år, er det ikke tilladt for elever at ryge eller anvende tobaksvarer, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter i skoletiden.

Stk. 2 Lederen af en skole, kostskole eller efterskole omfattet af stk. 1 skal på skolen oplyse om forbuddet efter stk. 1, herunder om konsekvenser af overtrædelse heraf.

Stk. 3 Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke skoler, kostskoler og efterskoler der er omfattet af stk. 1.

§ 7b

På ungdomsuddannelser er det ikke tilladt for elever at ryge eller anvende tobaksvarer, tobakssurrogater eller urtebaserede rygeprodukter i skoletiden.

Stk. 2 Lederen af en uddannelsesinstitution, der udbyder en ungdomsuddannelse, skal på uddannelsesstedet oplyse om forbuddet efter stk. 1, herunder om konsekvenser af overtrædelse heraf.

Stk. 3 Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke ungdomsuddannelser der er omfattet af stk. 1.

§ 7c

Det er ikke tilladt at sælge tobaksvarer, tobakssurrogater og urtebaserede rygeprodukter på skoler, kostskoler og efterskoler omfattet af § 7 a, stk. 1, og på uddannelsessteder omfattet af § 7 b, stk. 1.

§§ 8-9

(Ophævet).

Særlige arbejdspladser
I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er titlen på § 10 ved en fejl blevet slettet.
§ 10

Sygehuse og lignende institutioner kan i ganske særlige tilfælde tillade patienter og pårørende at ryge.

§ 11

På plejehjem, døgninstitutioner, botilbud og lignende institutioner kan den enkelte beboer beslutte, om der må ryges i det værelse eller den bolig, der tjener som den pågældendes private hjem.

Stk. 2 Det kan pålægges beboere ikke at ryge i værelset eller boligen i det tidsrum, hvor personalet opholder sig der.

§ 12

I private hjem, hvor der modtages en offentlig serviceydelse i form af personlig og praktisk hjælp, kan det som forudsætning for ydelsen pålægges beboere ikke at ryge i det tidsrum, hvor personalet opholder sig i boligen.

§ 13

I væresteder, varmestuer og lignende tilbud til socialt udsatte, hvor der kun er ét opholdsrum for brugerne, kan det besluttes, at rygning er tilladt.

§ 14

(Ophævet).

§ 15

I den kommunale dagpleje og i puljeordninger, jf. § 21, stk. 2, og §§ 101 og 102 i dagtilbudsloven, er det ikke tilladt at ryge i dagplejehjemmet og i andre lokaler til brug for dagpleje, når der passes børn.

Stk. 2 Lokaler, der primært er indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal være røgfri hele døgnet.

§ 16

På arbejdspladser i private hjem, hvor arbejdsgiver arbejder i hjemmet, og hvor der er ekstern arbejdskraft tilknyttet, finder § 6 anvendelse.

Stk. 2 Hvis arbejdslokalet anvendes til bolig, er det tilladt at ryge i lokalet uden for den eksterne arbejdskrafts arbejdstid.

§ 17

Det kan besluttes, at rygning er tilladt på skibe i lokaler, der tjener som privat bolig for én person ad gangen.