Revisorloven Kapitel 10

Denne konsoliderede version af revisorloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder (revisorloven)

Lov nr. 468 af 17. juni 2008,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1219 af 31. august 2022,
som ændret ved lov nr. 718 af 13. juni 2023

Kapitel 10 1 Klageadgang
§ 51

Afgørelser truffet af Erhvervsstyrelsen i henhold til denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 537/2014 af 16. april 2014 om specifikke krav til revision af virksomheder af interesse for offentligheden kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 2 Afgørelser truffet efter §§ 29, 34-35 b og 37-39 og § 47 a, stk. 3, og § 47 b, stk. 1 og 2, kan dog ikke indbringes for højere administrativ myndighed. Det samme gælder afgørelser truffet i henhold til forskrifter, som er udstedt i medfør af § 50 a.

Stk. 3 Afgørelser truffet af Revisorrådet og Revisornævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 52

En afgørelse efter § 8, stk. 1, og § 44, stk. 3 og 4 og stk. 6, 4. pkt., og § 44 b, stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for retten. Retten kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.

Stk. 2 Anmodning om indbringelse af Erhvervsstyrelsens afgørelse efter § 8, stk. 1, skal være modtaget i styrelsen, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Styrelsen anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 3 Anmodning om indbringelse af afgørelsen for retten efter § 8, stk. 1, har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udføre opgaver efter § 1, stk. 2 og 3.

Stk. 4 Ankes en dom, jf. stk. 3, hvorved en fratagelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at en revisor ikke må udføre de i § 1, stk. 2 og 3, omhandlede opgaver under ankesagens behandling.

Stk. 5 Anmodning om indbringelse af en kendelse truffet af Revisornævnet efter § 44, stk. 3 og 4 og stk. 6, 4. pkt., og § 44 b, stk. 2, skal være modtaget i Nævnenes Hus, senest 4 uger efter at kendelsen er meddelt den pågældende. Det samme gælder for en kendelse truffet af Revisornævnet efter § 43 a, stk. 2, jf. § 44, stk. 3 og 4 og stk. 6, 4. pkt. Nævnenes Hus anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former.

Stk. 6 Sagsanlæg vedrørende en afgørelse truffet efter § 44, stk. 3 og 4 og stk. 6, 4. pkt., og § 44 b, stk. 2, har opsættende virkning. Retten bestemmer på et forberedende retsmøde på sagsøgerens anmodning ved kendelse, om sagsanlægget har opsættende virkning, mens sagen verserer ved retten. Retten kan bestemme, om kære af kendelsen har opsættende virkning. Det forberedende retsmøde afholdes inden 4 uger efter sagens anlæg. Retten bestemmer ved dommen, om anke har opsættende virkning, hvis retten helt eller delvis stadfæster Revisornævnets afgørelse.

§ 52a

En revisor kan forlange en afgørelse efter § 44, stk. 5, indbragt for retten. Retten kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen.

Stk. 2 Anmodning om sagsanlæg skal fremsættes over for Nævnenes Hus, inden 14 dage efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Nævnenes Hus anlægger herefter uden ugrundet ophold sag i den borgerlige retsplejes former mod revisoren. Retten træffer afgørelse inden for 4 uger efter sagens anlæg.

Stk. 3 I den seneste lovbekendtgørelse på retsinformation er der i stk. 3 ved en fejl skrevet  "undtagelsesvist" i stedet for "undtagelsesvis", jf. § 1, nr. 35, i lov nr. 1733 af 1. december 2020. Anmodning om sagsanlæg har ikke opsættende virkning, medmindre retten undtagelsesvis beslutter dette. Retten bestemmer ved dommen, om anke har opsættende virkning, hvis retten helt eller delvis stadfæster Revisornævnets afgørelse.

§ 52b

Indbringelse af Revisornævnets kendelser for domstolene skal ske, senest 4 uger efter at kendelsen er meddelt den pågældende. Retten kan undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives, inden 6 måneder efter at kendelsen er meddelt den pågældende. Meddeles tilladelse efter 2. pkt., skal sagen dog være anlagt inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

Stk. 2 Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke for kendelser vedrørende forbud eller frakendelse efter § 44, stk. 3-5 eller stk. 6, 4. pkt., eller § 44 b, stk. 2.