Dommen skal, for så vidt den ikke går ud på sagens afvisning, enten domfælde eller frifinde.
Stk. 2 Frifindelse skal ske, når
-
1) forholdet ikke er undergivet offentlig påtale,
-
2) forfølgningen opgives,
-
3) forholdet er forældet eller
-
4) tiltalte ikke findes skyldig.
Stk. 3 Retten kan ikke domfælde for noget forhold, der ikke omfattes af tiltalen.
Stk. 4 Derimod er retten ikke udelukket fra at henføre det påtalte forhold under en anden strafbestemmelse end den, anklagemyndigheden har påstået anvendt. Retten kan også fravige tiltalen med hensyn til de med lovovertrædelsen forbundne biomstændigheder (tid og sted m.v.). Dette kan dog kun ske, hvis retten med sikkerhed skønner, at tiltalte, også under forudsætning af sådan afvigelse fra tiltalen, har haft fyldestgørende adgang til forsvar. Finder retten, at dette ikke er tilfældet, eller nærer den tvivl i så henseende, skal den, inden dens afvigende bedømmelse lægges til grund for domfældelsen, give parterne lejlighed til at udtale sig og efter omstændighederne udsætte sagen i det tidsrum, der er nødvendigt for at varetage forsvaret.