Retsplejeloven § 653a

Denne konsoliderede version af retsplejeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om rettens pleje

Lov nr. 90 af 11. april 1916,
jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 04. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 538 af 08. juni 2006 og lov nr. 1621 af 26. december 2013

§ 653a

Anmodningen om undersøgelse indgives til fogedretten i den retskreds, i hvilken rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240, eller i hvilken de lokaler, der skal være genstand for undersøgelse, er beliggende. Anmodningen skal være skriftlig og skal indeholde de oplysninger, som rekvirenten påberåber sig til støtte for anmodningen, samt de oplysninger, der i øvrigt er nødvendige for sagens behandling.

Stk. 2 Fogedretten fastsætter tid og sted for forretningen og giver meddelelse herom til rekvirenten og rekvisitus. Forudgående underretning af rekvisitus kan undlades, såfremt underretning må antages at medføre risiko for, at genstande, dokumenter, oplysninger på edb-anlæg eller andet, som er omfattet af anmodningen om undersøgelse, fjernes, tilintetgøres eller ændres.

Stk. 3 Rekvisitus skal, selv om denne ikke har modtaget forudgående underretning om forretningen, have adgang til at udtale sig, før fogedretten træffer afgørelse om, hvorvidt anmodningen om undersøgelse skal tages til følge, jf. dog stk. 4.

Stk. 4 Forretningen kan foretages, selv om rekvisitus ikke giver møde eller ikke træffes. I så fald opfordrer fogedretten andre personer over 18 år, som er til stede, og som må antages at have kendskab til rekvisiti forhold, til at varetage dennes interesser under forretningen. Er rekvisitus ikke forud blevet underrettet om forretningen, og træffes ingen på stedet, der kan varetage rekvisiti interesser, udsættes forretningen, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 5 Er rekvisitus ikke forud blevet underrettet om forretningen, skal rekvisitus eller den, der varetager dennes interesser, jf. stk. 4, have adgang til at tilkalde en advokat. Ønsker rekvisitus eller dennes repræsentant at benytte sig af denne ret, udsættes forretningen, indtil advokaten er kommet til stede. Dette gælder dog ikke, såfremt en udsættelse af forretningen i dette øjemed vil medføre unødig forsinkelse eller en risiko som nævnt i stk. 2, 2. pkt.

Stk. 6 En afgørelse om gennemførelse af undersøgelse er betinget af, at rekvirenten stiller sikkerhed for den skade eller ulempe, som rekvisitus kan blive påført, medmindre fogedretten undtagelsesvis bestemmer andet. Fogedretten bestemmer sikkerhedens art og størrelse.

Stk. 7 Har rekvisitus ikke været til stede under forretningen, giver fogedretten uden unødigt ophold rekvisitus underretning om, hvad der er passeret. Rekvisitus kan i så fald inden 1 uge efter modtagelsen af underretningen kræve forretningen genoptaget. Materiale fra undersøgelsen kan ikke udleveres til rekvirenten, før denne frist er udløbet. Kræver rekvisitus sagen genoptaget, kan materialet først udleveres, når fogedretten har truffet fornyet afgørelse i sagen.

Stk. 8 Fogedrettens afgørelser træffes ved kendelse og kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

Stk. 9 En bevisførelse, som findes uforenelig med hensynet til forretningens fremme, kan afskæres.