Retsplejeloven § 1019k

Denne konsoliderede version af retsplejeloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om rettens pleje

Lov nr. 90 af 11. april 1916,
jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 04. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 538 af 08. juni 2006 og lov nr. 1621 af 26. december 2013

§ 1019k

En adfærdsklagesag kan sluttes ved en samtale mellem en leder i politiet eller anklagemyndigheden og klageren (notitssagsbehandling). Notitssagsbehandling kan kun gennemføres, hvis klageren er indforstået hermed. Samtalen skal gennemføres hurtigst muligt efter klagens modtagelse.

Stk. 2 Indgives en adfærdsklage til politiet eller anklagemyndigheden, kan klageren tilbydes en notitssagsbehandling. I så fald sender politiet eller anklagemyndigheden en kopi af klagen til Politiklagemyndigheden. I en sag, der er under behandling i Politiklagemyndigheden, kan denne myndighed bestemme, at sagen skal sendes til politiet ved klager over personale i politiet eller anklagemyndigheden ved klager over personale i anklagemyndigheden med henblik på notitssagsbehandling, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.

Stk. 3 Indhentes der som led i notitssagsbehandling en udtalelse fra indklagede, kan der ikke efterfølgende pålægges den pågældende disciplinæransvar for det eller de forhold, som indgår i notitssagsbehandlingen.

Stk. 4 Den leder, der gennemfører samtalen efter stk. 1, skal udarbejde en notits om det passerede. Det skal fremgå af notitsen, at klageren er vejledt om betydningen af notitssagsbehandling, og at sagen kan forlanges afgjort af Politiklagemyndigheden. Det skal af notitsen endvidere fremgå, om klageren ønsker klagen afgjort af Politiklagemyndigheden.

Stk. 5 Hvis der klages over personale i politiet, skal kopi af notitsen sendes til Politiklagemyndigheden, den regionale statsadvokat og rigspolitichefen. Hvis der klages over personale i anklagemyndigheden, skal kopi af notitsen sendes til Politiklagemyndigheden, den regionale statsadvokat og Rigsadvokaten.