14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Retsplejeloven Kapitel 8

Lov om rettens pleje kapitel 8

Dette kapitel er fra den opdaterede og konsoliderede version af retsplejeloven og bygger på lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. september 2021. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

Retsplejeloven

Kapitel 8

Nævninge- og domsmandslister

§74 Efter modtagelsen af grundlisterne affatter landsrettens præsident nævninge- og domsmandslisterne.

Stk. 2 Byrettens nævninge- og domsmandsliste dannes ved lodtrækning blandt de personer, der er optaget på grundlisterne inden for retskredsen.

Stk. 3 Landsrettens nævninge- og domsmandsliste dannes for hver landsretsnævningekreds ved lodtrækning blandt de personer, der herefter er tilbage på grundlisterne inden for landsretsnævningekredsen.

§75 De på nævninge- og domsmandslisterne optagne personer underrettes om udtagelsen ved en skriftlig meddelelse, der skal indeholde opfordring til de pågældende om at rette henvendelse til landsrettens præsident, såfremt de anser sig udtaget med urette eller ønsker at fremsætte begæring om fritagelse efter § 71.

§76 Landsrettens præsident afgør, om de til nævninge- og domsmandslisterne udtagne opfylder betingelserne efter §§ 69 og 70 for at kunne være nævning eller domsmand, og om fremsatte begæringer om fritagelse efter § 71 skal imødekommes. De trufne afgørelser kan ikke påklages.

§77 Bliver landsrettens præsident efter nævninge- og domsmandslisternes udarbejdelse opmærksom på grunde, som udelukker nogen af de på listerne opførte personer fra nævninge- og domsmandshvervet, eller tager han en begæring om fritagelse efter § 71 til følge, foretager han fornøden berigtigelse af listerne.

§78 Landsrettens præsident fastsætter antallet af nævninger og domsmænd, der skal udtages efter § 74. Antallet skal fastsættes således, at en nævning eller domsmand må ventes at komme til at virke 4 gange årligt.

profile photo
Profilside