Retsafgiftsloven - GAMMEL § 2

Denne konsoliderede version af retsafgiftsloven - GAMMEL er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. oktober 2021

Lov om retsafgifter

Lov nr. 206 af 21. maj 1969,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27. november 2014,
som ændret ved lov nr. 1867 af 29. december 2015, lov nr. 670 af 08. juni 2017, lov nr. 1711 af 27. december 2018 og lov nr. 1110 af 13. november 2019

§ 2

For sager, som angår penge eller penges værd, og hvor værdien overstiger 50.000 kr., betales afgift for hovedforhandlingen eller for skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

Stk. 2 Afgiften efter stk. 1 udgør 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af værdien, der overstiger 50.000 kr.

Stk. 3 Afgiften efter stk. 1 kan højst udgøre 75.000 kr. I sager, der angår prøvelse af myndighedsudøvelse, eller som er omfattet af retsplejelovens § 327, stk. 1, nr. 2 eller 3, kan afgiften efter stk. 1 dog højst udgøre 2.000 kr.

Stk. 4 Afgiften efter stk. 1 skal betales ved fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før hovedforhandlingen. Afgiftspligten efter stk. 1 bortfalder, hvis der senest 6 uger før hovedforhandlingen gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Stk. 5 I sager, der afgøres uden mundtlig hovedforhandling, skal afgiften efter stk. 1 betales, når der træffes beslutning om skriftlig behandling. Afgiftspligten efter stk. 1 bortfalder, hvis der inden indleveringen af det sidste procedureindlæg gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet.

Stk. 6 I sager, der afsluttes uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en part tager bekræftende til genmæle, tilbagebetales en tredjedel, dog mindst 500 kr., af afgiften efter stk. 1.