Retsafgiftsloven - GAMMEL Kapitel 4

Denne konsoliderede version af retsafgiftsloven - GAMMEL er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. oktober 2021

Lov om retsafgifter

Lov nr. 206 af 21. maj 1969,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27. november 2014,
som ændret ved lov nr. 1867 af 29. december 2015, lov nr. 670 af 08. juni 2017, lov nr. 1711 af 27. december 2018 og lov nr. 1110 af 13. november 2019

Kapitel 4 1 Auktion
§ 21

For auktioner, der afholdes af fogedretten, svares afgift efter reglerne i dette kapitel.

§ 22

For behandling af en begæring om afholdelse af auktion over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre svares 800 kr. Dog svares ikke afgift for begæring om anden auktion i medfør af retsplejelovens § 576.

Stk. 2 For tvangsauktion over de i stk. 1 nævnte aktiver svares yderligere ½ pct. og for frivillig auktion 1 pct. Afholdes der anden auktion i medfør af retsplejelovens § 576, svares kun afgift af den budsum mv., som ejendommen sælges for.

Stk. 3 For misligholdelsesauktion svares afgift efter reglerne i stk. 1 og 2.

§ 23

For behandling af en begæring om tvangsauktion over aktier, gældsbreve og andre fordringer svares 300 kr.

Stk. 2 For auktion over de i stk. 1 nævnte aktiver svares yderligere 1 pct.

§ 24

De i § 22, stk. 2, og § 23, stk. 2, fastsatte afgifter beregnes af budsummen med tillæg dels af de omkostninger, som det ifølge auktionsvilkårene påhviler køberen at udrede, dels af de privatretlige byrder og forpligtelser, restancer af skatter og afgifter til det offentlige m.m., som køberen ifølge auktionsvilkårene skal betale eller overtage uden for budsummen. Periodiske ydelser kapitaliseres efter stempellovgivningens regler.

§ 25

Afgiftspligten efter § 22, stk. 2, og § 23, stk. 2, indtræder ved auktionens slutning.

§ 26

Reglen i § 13, stk. 1, nr. 2, finder tilsvarende anvendelse på de i § 22, stk. 1, og § 23, stk. 1, omhandlede afgifter, såfremt der er meddelt fri proces til auktion.

§ 26a

Afgiftspligten efter § 22, stk. 1, bortfalder, hvis en auktionsbegæring ikke behandles på grund af reglen i retsplejelovens § 560, stk. 2.

Stk. 2 Afgiftspligten efter § 22, stk. 2, og § 23, stk. 2, bortfalder, hvis auktionen ophæves, herunder ved aftale mellem de interesserede, på grund af fejl begået af fogedretten.