Retsafgiftsloven - GAMMEL Afsnit II

Denne konsoliderede version af retsafgiftsloven - GAMMEL er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. oktober 2021

Lov om retsafgifter

Lov nr. 206 af 21. maj 1969,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1252 af 27. november 2014,
som ændret ved lov nr. 1867 af 29. december 2015, lov nr. 670 af 08. juni 2017, lov nr. 1711 af 27. december 2018 og lov nr. 1110 af 13. november 2019

Kapitel 2 a Betalingspåkrav
§ 15a

For betalingspåkrav, som angår højst 50.000 kr., betales 400 kr. med tillæg af de i stk. 2-4 nævnte beløb.

Stk. 2 Anmoder fordringshaveren om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, men ikke om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder, hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder endvidere i de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6.

Stk. 3 Anmoder fordringshaveren om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, men ikke om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, betales yderligere 100 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder, hvis sagen afsluttes uden indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Stk. 4 Anmoder fordringshaveren både om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, og om, at retssagsbehandling indledes på grundlag af betalingspåkravet uden indlevering af stævning, såfremt skyldneren fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. Iværksættes tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., bortfalder afgiftspligten efter 1. pkt. i de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6, medmindre der indledes retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt. Indledes retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiften efter 1. pkt., der overstiger 100 kr., medmindre der har været iværksat tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., uden at der har været tale om et tilfælde som nævnt i § 16, stk. 6. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder helt, hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt.

Stk. 5 Afgiftspligten efter stk. 1-4 bortfalder, hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207 og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades, jf. retsplejelovens § 477 d, stk. 1.

§ 15b

For betalingspåkrav, som angår mere end 50.000 kr., betales 750 kr. med tillæg af 1,2 pct. af den del af kravet, der overstiger 50.000 kr., og med tillæg af de i stk. 2 nævnte beløb. Hvis sagen afsluttes uden meddelelse af påtegning i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1. pkt., eller indledning af retssagsbehandling i medfør af retsplejelovens § 477 f, 1. pkt., bortfalder den del af afgiftspligten efter 1. pkt., som overstiger 400 kr.

Stk. 2 Anmoder fordringshaveren om, at udlæg iværksættes uden fornyet anmodning, såfremt skyldneren ikke fremsætter indsigelser, betales yderligere 300 kr. med tillæg af ½ pct. af den del af kravet, der overstiger 3.000 kr. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder, hvis sagen afsluttes uden iværksættelse af tvangsfuldbyrdelse i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt. Afgiftspligten efter 1. pkt. bortfalder endvidere i de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 6.

Stk. 3 Afgiftspligten efter stk. 1 og 2 bortfalder, hvis forkyndelse af betalingspåkravet undlades, fordi udlæg er udelukket efter retsplejelovens § 490 eller konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207, og fordringshaveren har anmodet om, at forkyndelse undlades, jf. retsplejelovens § 477 d, stk. 1.

§ 15c

Reglerne i kapitel 1 finder anvendelse med de fornødne lempelser.

Kapitel 3 1 Midlertidige afgørelser om forbud eller påbud samt fogedforretninger
§ 16

For udlæg og for arrest på gods svares en grundafgift på 300 kr. Overstiger kravet 3.000 kr., svares yderligere ½ pct. af det overskydende beløb i grundafgift.

Stk. 2 Når tvangsfuldbyrdelse iværksættes på grundlag af et betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales kun grundafgift, hvis rekvirenten fremsætter ny begæring vedrørende kravet over for samme fogedret eller fogedretten i en anden retskreds mere end 3 måneder efter, at fogedretten har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke rettidigt er fremkommet indsigelser, jf. retsplejelovens § 477 e, stk. 2, 1. pkt. Opkrævning af afgiften undlades, hvis overskridelsen af 3-måneders-fristen hverken skyldes rekvirentens eller rekvisiti forhold.

Stk. 3 For udlæg efter § 42 i kreditaftaleloven, der begæres foretaget straks i tilslutning til tilbagetagelsesforretningen, svares alene afgift efter stk. 1, 2. pkt.

Stk. 4 Begærer en rekvirent samtidig udlæg på grundlag af udpantningsret hos samme skyldner for flere krav, sammenlægges kravene inden afgiftens beregning.

Stk. 5 Begæres udlæg eller arrest for samme krav hos flere skyldnere, beregnes afgift for hver skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er samlevende ægtefæller, eller hvor begæringen vedrører fast ejendom, som tilhører skyldnerne i forening.

Stk. 6 Afgiftspligten bortfalder, hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490, stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis forretning afvises efter konkurslovens §§ 12 c, 31 eller 207.

Stk. 7 Afgiftspligten bortfalder endvidere, hvis sagen behandles efter retsplejelovens § 490, stk. 3, og skyldneren ikke fremkommer med indsigelser, som giver anledning til, at der afholdes udlægsforretning efter de almindelige regler.

§ 17

For følgende forretninger svares en grundafgift på 300 kr.:

  • 1) Forretninger vedrørende fuldbyrdelse af domme, der ikke lyder på penge,

  • 2) indsættelses- og udsættelsesforretninger uden sædvanligt eksekutionsgrundlag,

  • 3) forretninger vedrørende meddelelse af forbud eller påbud,

  • 4) forretninger vedrørende bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v.

Stk. 2 Reglen i § 16, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.

§ 17a

For de forretninger, der er nævnt i §§ 16 og 17, svares yderligere en tillægsafgift på 400 kr., såfremt forretningen helt eller delvis foretages uden for rettens kontor, eller skyldneren fremstilles af politiet.

Stk. 2 Begærer en rekvirent samtidig en af de i stk. 1 nævnte retshandlinger foretaget hos samme skyldner for flere krav, betales kun én tillægsafgift. For udlæg efter § 42 i kreditaftaleloven, der begæres foretaget straks i tilslutning til en tilbagetagelsesforretning, for hvilken der skal betales tillægsafgift, betales ikke tillægsafgift. For forretninger vedrørende meddelelse af forbud eller påbud og forretninger vedrørende bevissikringsundersøgelse, der begæres og foretages samtidig, betales kun én tillægsafgift.

Stk. 3 § 16, stk. 5, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Afgiftspligten bortfalder, hvis retsafdelingen eller fogedretten afviser at foretage forretningen uden for rettens kontor eller at lade skyldneren fremstille ved politiet.

§ 18

For de i §§ 16 og 17 omhandlede forretninger indtræder afgiftspligten, når der første gang over for retsafdelingen eller fogedretten fremsættes begæring vedrørende kravet. Afgiftspligten efter § 17 a indtræder, når der første gang over for retsafdelingen eller fogedretten fremsættes begæring om retshandlingens foretagelse.

Stk. 2 For udlæg, der foretages efter lov om inddrivelse af skatter og afgifter mv., fastsætter justitsministeren, hvornår afgiftspligten indtræder.

§ 19

For andre forretninger end udlæg på grundlag af udpantningsret svares ny afgift, når rekvirenten mere end 3 måneder efter, at afgiftspligt er indtrådt, fremsætter ny begæring vedrørende kravet over for samme retsafdeling eller fogedret eller retsafdelingen eller fogedretten i en anden retskreds. Opkrævning af afgiften undlades, hvis overskridelsen af 3-måneders-fristen hverken skyldes rekvirentens eller rekvisiti forhold.

§ 20

Afgiftsfri er fogedforretninger vedrørende:

  • 1) Bøder, konfiskerede værdier og sagsomkostninger i straffesager, der inddrives af det offentlige,

  • 2) afgifter og sagsomkostninger, som det påhviler domstolene at indkræve,

  • 3) krav tilkommende en part, der er fritaget for betaling af afgifter i medfør af retsplejelovens § 331, stk. 1, nr. 1,

  • 4) krav tilkommende en part, der har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker omkostninger ved fogedsagen, og som opfylder de økonomiske betingelser efter retsplejelovens § 325,

  • 5) krav tillagt en statstjenestemand under en af ham efter ordre anlagt sag,

  • 6) borgerlige krav fastsat under en offentlig straffesag,

  • 7) udstedelse af fogedudlægsskøde,

  • 8) afgørelser efter kapitel 2 a i lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område eller lov om EF-domskonventionen m.v. om, at en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er eksigibelt her i landet.

§ 20a

Reglerne i dette kapitel finder ikke anvendelse på udlæg, som foretages af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder.

Kapitel 4 1 Auktion
§ 21

For auktioner, der afholdes af fogedretten, svares afgift efter reglerne i dette kapitel.

§ 22

For behandling af en begæring om afholdelse af auktion over fast ejendom, registreret skib eller luftfartøj med tilhørende løsøre svares 800 kr. Dog svares ikke afgift for begæring om anden auktion i medfør af retsplejelovens § 576.

Stk. 2 For tvangsauktion over de i stk. 1 nævnte aktiver svares yderligere ½ pct. og for frivillig auktion 1 pct. Afholdes der anden auktion i medfør af retsplejelovens § 576, svares kun afgift af den budsum mv., som ejendommen sælges for.

Stk. 3 For misligholdelsesauktion svares afgift efter reglerne i stk. 1 og 2.

§ 23

For behandling af en begæring om tvangsauktion over aktier, gældsbreve og andre fordringer svares 300 kr.

Stk. 2 For auktion over de i stk. 1 nævnte aktiver svares yderligere 1 pct.

§ 24

De i § 22, stk. 2, og § 23, stk. 2, fastsatte afgifter beregnes af budsummen med tillæg dels af de omkostninger, som det ifølge auktionsvilkårene påhviler køberen at udrede, dels af de privatretlige byrder og forpligtelser, restancer af skatter og afgifter til det offentlige m.m., som køberen ifølge auktionsvilkårene skal betale eller overtage uden for budsummen. Periodiske ydelser kapitaliseres efter stempellovgivningens regler.

§ 25

Afgiftspligten efter § 22, stk. 2, og § 23, stk. 2, indtræder ved auktionens slutning.

§ 26

Reglen i § 13, stk. 1, nr. 2, finder tilsvarende anvendelse på de i § 22, stk. 1, og § 23, stk. 1, omhandlede afgifter, såfremt der er meddelt fri proces til auktion.

§ 26a

Afgiftspligten efter § 22, stk. 1, bortfalder, hvis en auktionsbegæring ikke behandles på grund af reglen i retsplejelovens § 560, stk. 2.

Stk. 2 Afgiftspligten efter § 22, stk. 2, og § 23, stk. 2, bortfalder, hvis auktionen ophæves, herunder ved aftale mellem de interesserede, på grund af fejl begået af fogedretten.