Rejsegarantifondsloven § 9b

Denne konsoliderede version af rejsegarantifondsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en rejsegarantifond

Lov nr. 315 af 14. maj 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1012 af 28. juni 2023

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er nogle mindre fejl i ordlyden af § 9 b, jf. §1, nr. 19, i lov nr. 531 af 29. april 2015.
§ 9b

Udbydere af flytransport, jf. § 3, stk. 5, vil blive opkrævet et bidrag på 2 kr. pr. afrejsende fra en dansk lufthavn til en udenlandsk eller en indenlandsk destination. De indkomne bidrag vil indgå i flyrejsefondskassen under Rejsegarantifonden til dækning af ydelser omfattet af stk. 5 og § 5 a.

Stk. 2 Flyrejsefondskassen er fuldt opbygget, når fondskassen har opnået en størrelse af 100 mio. kr. Bidragsopkrævningen vil herefter blive sat i bero, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3 Såfremt flyrejsefondskassen efter at have opnået en størrelse af 100 mio. kr. på grund af konkurs hos udbydere af flytransport kommer under 75 mio. kr., vil bidraget, jf. stk. 1, blive genaktiveret, indtil fondskassen igen opnår en størrelse af 100 mio. kr. Bidragsopkrævningen vil herefter blive sat i bero.

Stk. 4 Såfremt flyrejsefondskassen på grund af konkurs hos udbydere af flytransport kommer under 25 mio. kr., vil bidraget, jf. stk. 1, blive forøget til 4 kr., indtil fondskassen opnår en størrelse af 100 mio. kr. Bidragsopkrævningen vil herefter blive sat i bero.

Stk. 5 Omkostninger til administration af ordningen for flykonkursdækning skal udelukkende afholdes af flyrejsefondskassen.