Rejsegarantifondsloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af rejsegarantifondsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en rejsegarantifond

Lov nr. 315 af 14. maj 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1012 af 28. juni 2023

Kapitel 3 1 Rejseudbyderes og formidleres anmeldelse og registrering i fonden, garantistillelse og betaling af bidrag
Anmeldelse, registrering og garantistillelse
§ 8

Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører, jf. § 20, skal foretage anmeldelse til Rejsegarantifonden, som registrerer og underretter de pågældende om optagelsen i registeret.

Stk. 2 Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører må kun udbyde og sælge rejseydelser, såfremt de er registreret i Rejsegarantifonden. Registrerede rejseudbydere skal ved skiltning eller på anden tilsvarende tydelig måde oplyse, at de er registreret i Rejsegarantifonden. Oplysningen skal være frit tilgængelig for de rejsende.

Stk. 3 Det er en betingelse for registrering, at rejseudbyderen eller formidleren for den udenlandske rejseudbyder over for fonden stiller en garanti, der er afhængig af dennes omsætning, i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 4 og 5. Garantien skal stilles i et pengeinstitut, i et forsikringsselskab, ved kontant deponering eller ved deponering af andre tilsvarende aktiver. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke andre tilsvarende aktiver end kontante beløb der kan deponeres. Garantibeløbet skal af fonden kunne kræves indbetalt til dækning af krav, som fonden får mod rejseudbyderen eller formidleren for en udenlandsk rejsearrangør.

Stk. 4 Garantiens størrelse fastsættes således, jf. dog § 23, stk. 2:

  • 1) Er omsætningen ikke over 1 mio. kr., stilles der ikke garanti.

  • 2) Ved en omsætning på mere end 1 mio. kr., men ikke over 5 mio. kr., er garantien 150.000 kr.

  • 3) Ved en omsætning på mere end 5 mio. kr., men ikke over 10 mio. kr., er garantien 300.000 kr.

  • 4) Ved en omsætning på mere end 10 mio. kr., men ikke over 15 mio. kr., er garantien 600.000 kr.

  • 5) Ved en omsætning på mere end 15 mio. kr., men ikke over 50 mio. kr., er garantien 900.000 kr.

  • 6) Ved en omsætning på mere end 50 mio. kr., men ikke over 100 mio. kr., er garantien 1,35 mio. kr.

  • 7) Ved en omsætning på mere end 100 mio. kr., men ikke over 250 mio. kr., er garantien 1,8 mio. kr.

  • 8) Ved en omsætning på mere end 250 mio. kr. er garantien på 2,25 mio. kr. og yderligere 1 mio. kr. for hver 100 mio. kr., omsætningen overstiger 250 mio. kr.

Stk. 5 En erhvervsdrivende, der formidler sammensatte rejsearrangementer, men som først modtager betaling, efter at det sammensatte rejsearrangement er leveret, skal ikke stille garanti.

Stk. 6 Formidleren for en udenlandsk rejsearrangør skal ikke stille garanti eller betale bidrag, såfremt garantien for de af formidleren solgte rejseydelser opfylder betingelserne i en af et andet EU- eller EØS-land godkendt ordning. En formidler for en udenlandsk rejsearrangør, der er etableret uden for EU/EØS-området, skal stille garanti, medmindre formidleren kan dokumentere, at rejsearrangøren har stillet den behørige garanti, jf. § 20, stk. 2.

Stk. 7 En rejseudbyder eller formidler for en udenlandsk rejsearrangør, der er dømt eller har vedtaget en bøde for overtrædelse af stk. 2, kan ikke registreres i fonden, før fondens krav i medfør af § 7 er betalt.

Bidrag til Rejsegarantifonden
§ 9

Rejsegarantifonden er én juridisk enhed, hvis formue regnskabsteknisk er opdelt i to fondskasser, en fondskasse for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer, jf. §§ 2 a og 2 b og en flyrejsefondskasse vedrørende den i § 2 c, nr. 1, litra e, nævnte rejseydelse. De to fondskasser opgøres separat, men der kan under visse omstændigheder optages lån mellem fondskasserne, jf. § 9 c.

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er nogle mindre fejl i ordlyden af § 9 a, jf. §1, nr. 24, i lov nr. 1678 af 26. december 2017.
§ 9a

Rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører, jf. § 20, skal betale et administrationsbidrag til fondskassen for pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer til finansiering af fondskassens og rejseankenævnets driftsudgifter. Administrationsbidraget består af et fast grundbidrag og et omsætningsafhængigt bidrag. Bidragets størrelse fastsættes af Rejsegarantifondens bestyrelse og godkendes af erhvervsministeren.

Stk. 2 Ved registrering i fonden betales et registreringsbidrag. Bidragets størrelse fastsættes af fondens bestyrelse og godkendes af erhvervsministeren.

Stk. 3 Fondens bestyrelse kan fastsætte, at rejseudbydere og formidlere for udenlandske rejsearrangører skal betale et formueopbyggende bidrag. Bidragets størrelse fastsættes af fondens bestyrelse i forhold til rejseudbyderens eller formidleren for en udenlandsk rejseudbyders omsætning. Fastsættelsen af bidragets størrelse godkendes af erhvervsministeren.

Stk. 4 Pakkerejsefondskassens formue fastsættes af fondens bestyrelse og godkendes af erhvervsministeren.

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er nogle mindre fejl i ordlyden af § 9 b, jf. §1, nr. 19, i lov nr. 531 af 29. april 2015.
§ 9b

Udbydere af flytransport, jf. § 3, stk. 5, vil blive opkrævet et bidrag på 2 kr. pr. afrejsende fra en dansk lufthavn til en udenlandsk eller en indenlandsk destination. De indkomne bidrag vil indgå i flyrejsefondskassen under Rejsegarantifonden til dækning af ydelser omfattet af stk. 5 og § 5 a.

Stk. 2 Flyrejsefondskassen er fuldt opbygget, når fondskassen har opnået en størrelse af 100 mio. kr. Bidragsopkrævningen vil herefter blive sat i bero, jf. dog stk. 3 og 4.

Stk. 3 Såfremt flyrejsefondskassen efter at have opnået en størrelse af 100 mio. kr. på grund af konkurs hos udbydere af flytransport kommer under 75 mio. kr., vil bidraget, jf. stk. 1, blive genaktiveret, indtil fondskassen igen opnår en størrelse af 100 mio. kr. Bidragsopkrævningen vil herefter blive sat i bero.

Stk. 4 Såfremt flyrejsefondskassen på grund af konkurs hos udbydere af flytransport kommer under 25 mio. kr., vil bidraget, jf. stk. 1, blive forøget til 4 kr., indtil fondskassen opnår en størrelse af 100 mio. kr. Bidragsopkrævningen vil herefter blive sat i bero.

Stk. 5 Omkostninger til administration af ordningen for flykonkursdækning skal udelukkende afholdes af flyrejsefondskassen.

§ 9c

Der kan optages lån mellem de to fondskasser, hvis der ikke er tilstrækkelige midler i den tabspåførte fondskasse til at opfylde dennes forpligtelser. Lån mellem fondskasserne kan i særlige tilfælde kræves indfriet umiddelbart. Lån optaget af flyrejsefondskassen kan ikke anvendes til at dække forudbetalinger, jf. § 5 a, stk. 3. Lån mellem fondskasserne skal godkendes af erhvervsministeren.