Realkreditloven § 32

Denne konsoliderede version af realkreditloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Lov nr. 454 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 11. marts 2022,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023

§ 32

I tilfælde af rekonstruktionsbehandling skal realkreditinstituttet i videst muligt omfang fortsat opfylde sine betalingsforpligtelser i henhold til krav fra indehavere af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og andre finansielle instrumenter ved forfaldstid, medmindre rekonstruktøren bestemmer andet. Med rekonstruktørens samtykke kan realkreditinstitutter indgå aftaler om finansielle instrumenter, optage lån til betalingerne i 1. pkt. og stille sikkerhed for sådanne lån i aktiver bortset fra realkreditpantebreve, der ligger til sikkerhed for obligationer, tilhørende den eller de serier med seriereservefond, for hvilke betaling finder sted. Til dækning af indfrielse af obligationer, der udløber, kan rekonstruktøren endvidere udstede refinansieringsobligationer i den pågældende serie.

Stk. 2 I tilfælde af konkurs skal kurator i videst muligt omfang fortsætte eller genoptage honoreringen af realkreditinstituttets forpligtelser i form af renter og afdrag over for indehavere af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer og andre finansielle instrumenter. I det omfang der ikke er tilstrækkelige midler, betales renter, før udtrækninger foretages. Kurator kan indgå aftaler om finansielle instrumenter, optage lån til betalingerne i 1. pkt. og stille sikkerhed for sådanne lån i aktiver bortset fra realkreditpantebreve, der ligger til sikkerhed for obligationer, tilhørende den eller de serier med seriereservefond, for hvilke betaling finder sted. Til dækning af indfrielse af obligationer, der udløber, kan kurator endvidere udstede refinansieringsobligationer til erstatning af udløbne obligationer i den pågældende serie.

Stk. 3 Refinansieringsobligationer får tilsvarende sikkerhed som de realkreditobligationer, særligt dækkede obligationer, særligt dækkede realkreditobligationer eller eventuelle refinansieringsobligationer, som refinansieringsobligationerne erstatter, jf. §§ 27, 27 a og 27 b.

Stk. 4 Rekonstruktøren eller kurator må ikke udstede refinansieringsobligationer, hvis der ikke efter udstedelsen kan forventes at være tilstrækkeligt med midler til betaling af krav fra kreditorer som anført i § 27, stk. 1, 1. pkt., samt krav fra modparter på finansielle instrumenter, jf. § 27, stk. 3, i serien eller grupperne med seriereservefonden.

Stk. 5 Optager rekonstruktøren eller kurator lån bortset fra refinansieringsobligationer til brug for at opfylde betalingsforpligtelser i henhold til krav fra indehavere af realkreditobligationer, særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer eller refinansieringsobligationer udstedt i serier eller grupper af serier med seriereservefond, kan rekonstruktøren eller kurator som grundlag for lånoptagelsen uanset stk. 1 og 2 stille sikkerhed i den førstkommende terminsindbetaling fra låntagerne på realkreditpantebrevene.

Stk. 6 Såfremt rekonstruktøren eller kurator ikke må udstede refinansieringsobligationer, jf. stk. 4, eller hvis der ikke er tilstrækkelig med aftagere til alle de nødvendige nye obligationer, forlænges løbetiden på de pågældende obligationer med 1 år ad gangen. Rekonstruktøren eller kurator fastsætter renten på de forlængede obligationer til en variabel referencerente tillagt op til 5 procentpoint.

Stk. 7 Hvis obligationer forlænges, som følge af at det i forbindelse med refinansiering konstateres, at der ikke er tilstrækkelig med aftagere til alle de nødvendige nye obligationer, jf. stk. 6, skal løbetiden for lån optaget som ekstra sikkerhed i medfør af § 15, der ordinært forfalder i forlængelsen, og som er knyttet til de obligationer, der forlænges, forlænges svarende til løbetiden på de pågældende forlængede obligationer.