Realkreditloven Kapitel 4 a

Denne konsoliderede version af realkreditloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.

Lov nr. 454 af 10. juni 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 315 af 11. marts 2022,
som ændret ved lov nr. 1546 af 12. december 2023

Kapitel 4 a Særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer
§ 33a

Realkreditinstitutter kan finansiere udlån, jf. § 2, stk. 1 og 3, ved udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer, hvis instituttet har tilladelse efter § 16 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 2 Ydelse af lån finansieret med særligt dækkede realkreditobligationer skal ske i særskilte serier med seriereservefond.

Stk. 3 Alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede realkreditobligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, og de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol, renter og bidrag på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, og betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede realkreditobligationer.

Stk. 4 Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, jf. dog stk. 5. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal tillægges en overdækning på minimum 2 pct. af de udestående særligt dækkede realkreditobligationer.

Stk. 5 Er der en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne, kan der ske fravigelse af kravet i stk. 4 om, at dækningen beregnes på baggrund af den nominelle værdi, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende særligt dækkede realkreditobligationer kan tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der vedrører de særligt dækkede realkreditobligationer.

Stk. 6 Finansielle instrumenter, der anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, skal måles efter samme metode som de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer, hvis risici de afdækker.

§ 33b

Realkreditinstitutter kan finansiere udlån mod sikkerhed i de aktivtyper, der er opregnet i artikel 129, stk. 1, litra a-f, og stk. 1a, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber ved udstedelse af særligt dækkede obligationer, hvis instituttet har tilladelse efter § 16 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 2 Ydelse af lån finansieret med særligt dækkede obligationer skal ske i særskilte serier med seriereservefond.

Stk. 3 Alle betalingsforpligtelser vedrørende særligt dækkede obligationer skal være dækket af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver i de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af de betalingsforpligtelser, der vedrører de udstedte særligt dækkede obligationer, skal indgå betalingsforpligtelser i form af hovedstol og renter, betalingsforpligtelser i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, og de forventede omkostninger forbundet med vedligeholdelse og forvaltning ved afvikling af de enkelte serier med seriereservefond eller gruppen af serier med fælles seriereservefond. Ved opgørelse af betalingskrav, der vedrører de dækkende aktiver, skal indgå betalingskrav i form af hovedstol, renter og bidrag på lån, betalingskrav i henhold til finansielle instrumenter, som anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, og betalingskrav i henhold til andre aktiver, der ligger til sikkerhed for særligt dækkede obligationer.

Stk. 4 Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal svare til eller overstige den samlede hovedstol på de udstedte særligt dækkede obligationer, jf. dog stk. 5. Den nominelle værdi af den samlede hovedstol på de dækkende aktiver skal tillægges en overdækning på minimum 2 pct. af de udestående særligt dækkede obligationer.

Stk. 5 Er der en snæver sammenhæng mellem betalinger fra låntagerne og betalinger til obligationsinvestorerne, kan der ske fravigelse af kravet i stk. 4 om, at dækningen beregnes på baggrund af den nominelle værdi, således at fremtidige renteindtægter på dækkende aktiver med fradrag af fremtidige renteudgifter på de tilsvarende særligt dækkede obligationer kan tages i betragtning med henblik på at udligne eventuelle mangler i dækningen af den primære betalingsforpligtelse, der vedrører de særligt dækkede obligationer.

Stk. 6 Finansielle instrumenter, der anvendes til at afdække risici mellem de dækkende aktiver og udstedte særligt dækkede obligationer, skal måles efter samme metode som de dækkende aktiver og de udstedte særligt dækkede obligationer, hvis risici de afdækker.

§ 33c

For lån finansieret med særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer gælder de løbetider og afdragsprofiler, som er fastsat i §§ 3 og 4, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 For lån finansieret med særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer mod sikkerhed i ejendomme omfattet af § 5, stk. 1, gælder §§ 3 og 4 ikke, hvis lånegrænsen ikke overstiger 75 pct.

Stk. 3 Inden for en lånegrænse på 75 pct. af ejendommens værdi kan der ydes lån til fritidshuse, der ikke udlejes erhvervsmæssigt, finansieret med særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer.

Stk. 4 Tilbehør omfattet af § 38 i tinglysningsloven kan indgå ved værdiansættelsen af fast ejendom.

Stk. 5 Indretninger indlagt i en erhvervsejendom til brug for dennes drift, kan indgå ved værdiansættelsen. Ved landbrugsejendomme kan den til ejendommen hørende besætning, i det omfang besætningen indgår i den kontinuerlige produktion, endvidere indgå ved værdiansættelsen. Ved belåning af landbrugsejendomme kan værdien af besætning, der indgår i den kontinuerlige produktion, maksimalt indgå med 30 pct. af værdien af jord og bygninger.

Stk. 6 Tilbehør i form af rør, kabler, antenner el.lign., der forbinder to eller flere faste ejendomme og er en forudsætning for ejendommenes drift, jf. § 37 a i tinglysningsloven, kan indgå ved værdiansættelsen af de faste ejendomme.

Stk. 7 Lån med pant i fast ejendom ydet på grundlag af udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer skal sikres ved særskilt pantebrev og må ikke ydes mod sikkerhedsstillelse i form af ejerpantebreve og skadesløsbreve, jf. dog stk. 8 og 10. Det skal fremgå af pantebrevet, at det kan ligge til sikkerhed for et lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer.

Stk. 8 Pantebreve i fast ejendom, der er tinglyst før den 1. juli 2007, kan ligge til sikkerhed for lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer. Uanset 1. pkt. kan ejerpantebreve og skadesløsbreve dog ikke ligge til sikkerhed for lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer.

Stk. 9 For lån finansieret ved udstedelse af særligt dækkede obligationer kan kravet i § 11, stk. 1, 1. pkt., om, at låntager skal eje den faste ejendom, og kravet i § 23, stk. 1, om, at låntager hæfter personligt for lånet, fraviges.

Stk. 10 Finanstilsynet kan dispensere fra stk. 7 ved lån, der ydes til fast ejendom, der er beliggende uden for Danmark, Færøerne og Grønland.

§ 33d

Hvis værdien af de aktiver, der er nævnt i § 33 a, stk. 3, og § 33 b, stk. 3, ikke længere svarer til værdien af de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer eller ikke overholder de lånegrænser, der var gældende på det tidspunkt, hvor lånet er ydet, skal realkreditinstituttet stille supplerende sikkerhed til opfyldelse af kravet samt give Finanstilsynet meddelelse herom. Supplerende sikkerhed skal stilles i form af de aktivtyper, der er opregnet i artikel 129, stk. 1, 1. afsnit, litra a-f, og 3. afsnit, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber. Pligten til at stille supplerende sikkerhed samt udgifterne hertil kan for lån udbudt i Danmark ikke pålægges de låntagere, hvis faldende ejendomsværdier har udløst kravet om den supplerende sikkerhedsstillelse.

Stk. 2 Hvis realkreditinstituttet ikke stiller supplerende sikkerhed efter stk. 1, 1. pkt., mister alle obligationer udstedt i den pågældende serie med seriereservefond betegnelsen særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer. Obligationer, der mister betegnelsen særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer, kan betegnes realkreditobligationer, hvis de på tidspunktet for tilbud om lån opfylder lovgivningens krav til realkreditobligationer.

Stk. 3 Finanstilsynet kan dispensere fra stk. 2, 2. pkt., uanset at obligationerne ikke opfylder lovgivningens krav til realkreditobligationer. Serier med seriereservefonde, der overgår til betegnelsen realkreditobligationer efter 1. pkt., skal holdes adskilt fra øvrige midler i realkreditinstituttet. Allerede stillet supplerende sikkerhed, jf. stk. 1, 1. pkt., tilhører den serie med seriereservefond, som er blevet reklassificeret i medfør af stk. 2.

Stk. 4 Hvis obligationerne efterfølgende på ny opfylder kravene til særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer, kan Finanstilsynet tillade, at obligationerne på ny betegnes særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer.

Stk. 5 Sikkerhed stillet i henhold til stk. 1 kan ikke omstødes efter konkurslovens § 70 eller § 72. Omstødelse kan dog ske efter de nævnte bestemmelser, hvis sikkerhedsstillelsen konkret ikke fremstod som ordinær.

§ 33e

(Ophævet)

§ 33f

Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om Bekendtgørelse om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom som sikkerhed for udstedelse af dækkede obligationer Bekendtgørelse om indberetning af supplerende sikkerhed for særligt dækkede obligationer og særligt dækkede realkreditobligationer

  • 1) værdiansættelse af de udstedte særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer og den løbende opgørelse af aktivernes værdi i forhold til de særligt dækkede realkreditobligationer eller de særligt dækkede obligationer,

  • 2) værdiansættelse af de aktiver, der ligger til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer eller særligt dækkede obligationer, og

  • 3) indberetning af supplerende sikkerhed for særligt dækkede obligationer eller særligt dækkede realkreditobligationer og overholdelse af kravene til dækning og minimumsoverdækning.