Råstofbekendtgørelsen Kapitel 11

Denne konsoliderede version af råstofbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om efterforskning og indvinding af råstoffer fra søterritoriet og kontinentalsoklen

Bekendtgørelse nr. 1680 af 17. december 2018

Kapitel 11 Forudgående høring samt underretning om og offentliggørelse af afgørelser
§ 62

Miljøstyrelsen sender anmeldelse af og ansøgning om tilladelse til efterforskning, jf. § 3, i høring hos myndigheder, der må antages at have en interesse i sagen.

Stk. 2 Miljøstyrelsen foretager høring af berørte organisationer og myndigheder, der må antages at have en interesse i sagen, før der afgives udtalelse som nævnt i § 12. Der skal desuden foretages offentlig høring. Offentlig høring kan ske udelukkende på Miljøstyrelsens hjemmeside. Høringen skal opfylde kravene i § 35, stk. 2 og 4, i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

§ 63

Miljøstyrelsen sender ansøgning om tilladelse til indvinding, jf. § 8, i høring hos berørte organisationer og myndigheder, der må antages at have en interesse i sagen. For så vidt angår myndigheder i andre lande, foretages høring efter reglerne i § 38 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). Der skal desuden foretages offentlig høring. Offentlig høring kan ske udelukkende på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2 Frist for fremsættelse af bemærkninger fastsættes i forbindelse med høringen, og skal, uanset om ansøgningen er omfattet af § 11, stk. 1, mindst være på 30 dage.

Stk. 3 For ansøgninger, som ikke er omfattet af § 11, stk. 1, kan høring, jf. stk. 1, helt eller delvist undlades eller fristen for fremsættelse af bemærkninger fastsættes til mindre end 30 dage, hvis der er tale om forlængelse af en gældende tilladelse på uændrede vilkår, eller hvis særlige omstændigheder i øvrigt taler for det. Der skal dog som minimum foretages høring af berørte myndigheder, før der træffes afgørelse om, hvorvidt en påtænkt indvinding er omfattet af § 11, stk. 1, nr. 2, jf. § 21 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), eller gives tilladelse til indvinding.

Stk. 4 Høring i henhold til stk. 1 skal mindst omfatte følgende:

  • 1) Ansøgningen, herunder den indsendte miljøvurdering inklusive en eventuel miljøkonsekvensrapport i henhold til § 23 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) og eventuelle supplerende oplysninger.

  • 2) Karakteren af eventuelle afgørelser eller udkast til afgørelse.

  • 3) Angivelse af, hvortil bemærkninger eller spørgsmål kan rettes, og nærmere oplysninger om fristerne for fremsendelse af bemærkninger eller spørgsmål.

  • 4) Hvorvidt de miljøoplysninger, der er indhentet af ansøger eller myndigheden til brug for sagens behandling, er til rådighed for offentligheden.

  • 5) Hvor og hvordan de relevante oplysninger stilles til rådighed.

  • 6) For ansøgninger omfattet af § 11, stk. 1: Oplysning om, at ansøgninger er omfattet af en VVM-procedure, og hvilke foranstaltninger der er truffet med henblik på offentlighedens deltagelse i VVM.

§ 64

Miljøstyrelsens afgørelser truffet efter § 20 og § 24 i lov om råstoffer skal meddeles til

  • 1) adressaten for afgørelsen,

  • 2) dem, der administrativt har været inddraget i sagen,

  • 3) offentlige myndigheder, der antages at have interesse i sagen, herunder myndigheder i andre lande som nævnt i § 63, stk. 1,

  • 4) Dansk Industri,

  • 5) Danmarks Rederiforening,

  • 6) Danske Råstoffer og

  • 7) Danmarks Fiskeriforening.

Stk. 2 De i stk. 1 nævnte afgørelser skal endvidere meddeles til følgende foreninger og organisationer, såfremt de har anmodet Miljøstyrelsen herom:

  • 1) En berørt nationalparkfond oprettet efter lov om nationalparker.

  • 2) Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.

  • 3) Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.

  • 4) Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Stk. 3 Miljøstyrelsen skal offentliggøre følgende:

Stk. 4 Offentliggørelsen i henhold til stk. 3 kan ske udelukkende på Miljøstyrelsens hjemmeside.