Radio- og fjernsynsloven § 6a

Denne konsoliderede version af radio- og fjernsynsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.

Lov nr. 1052 af 17. december 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 04. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1548 af 18. december 2018, lov nr. 2212 af 29. december 2020 og lov nr. 1595 af 28. december 2022

§ 6a

Ejere af fællesantenneanlæg samt ejere af ejendomme, ejerforeninger og andelsboligforeninger el.lign., i det omfang de indgår aftale med ejere af fællesantenneanlæg om fælles programforsyning, skal sikre, at husstande efter anmodning fritages for tilslutning til og betaling for fælles programforsyning i anlægget, herunder etablering, forbedring og drift af anlægget, jf. dog stk. 2 og 3. Fritagelse skal ske med et varsel svarende til de til enhver tid gældende regler om ret til opsigelse af aftaler om løbende tjenesteydelser i lov om forbrugeraftaler.

Stk. 2 Uanset stk. 1 kan husstande pålægges at betale til etablering, forbedring og drift af fællesantenneanlæg, der ejes af ejeren af ejendommen, ejerforeningen, andelsboligforeningen el.lign., ligesom husstande kan pålægges at betale rimelige omkostninger ved den administration, som ejere af ejendomme, ejerforeninger, andelsboligforeninger el.lign. har i forbindelse med et fællesantenneanlæg.

Stk. 3 Uanset stk. 1 kan husstande pålægges at betale til etablering, forbedring og drift af fællesantenneanlæg, der ikke ejes af ejeren af ejendommen, ejerforeningen, andelsboligforeningen el.lign., hvis anlægget ud over programforsyning også benyttes til fremføring af andre elektroniske kommunikationstjenester i ejendommen eller foreningen.

Stk. 4 Ejere af fællesantenneanlæg må ikke opstille vilkår m.v., der i kraft af kobling mellem modtagelse af programforsyning og modtagelse af andre tjenester eller på anden vis hindrer husstande i at udøve den i stk. 1 nævnte ret eller hindrer ejere af ejendomme, ejerforeninger, andelsboligforeninger el.lign. i at efterkomme husstandes anmodning om fritagelse efter stk. 1.

Stk. 5 En husstand, der har benyttet sig af fritagelsesmuligheden i stk. 1, må ikke på ny forpligtes til tilslutning til og betaling for fælles programforsyning, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 6 Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om fritagelse for tilslutning til og betaling for fælles programforsyning, jf. stk. 1-5 og § 7 b.