DR ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer, som beskikkes af kulturministeren. Kulturministeren udpeger 3 medlemmer (herunder formanden), og de fastansatte medarbejdere i DR udpeger 2 medlemmer og 2 suppleanter herfor. Folketingets seks største partier på tidspunktet for udpegningen indstiller hver 2 kandidater, som kulturministeren og partierne i fællesskab skal vælge imellem med henblik på udpegning af de 6 resterende medlemmer. Kulturministeren beskikker næstformanden blandt de 6 medlemmer, der er udpeget af kulturministeren og partierne.
Stk. 2 Bestyrelsen skal søges sammensat, så den samlede bestyrelse repræsenterer mediemæssig, kulturel, ledelsesmæssig og erhvervsmæssig indsigt.
Stk. 3 Medlemmer af eller kandidater til Folketinget, regionsråd eller Europa-Parlamentet kan ikke være medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 4 Medlemmer af eller kandidater til kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 5 Beskikkelserne gælder for 4 år. Der kan alene én gang ske genbeskikkelse af bestyrelsesmedlemmer, jf. stk. 1.
Stk. 6 I tilfælde af udtræden udpeges et nyt medlem for den resterende del af beskikkelsesperioden.
Stk. 7 Uanset stk. 5 forlænges beskikkelsesperioden for bestyrelsen, som blev beskikket i perioden fra den 1. januar 2019 til den 31. december 2022, med yderligere 2 år.