Radio- og fjernsynsloven Kapitel 7

Denne konsoliderede version af radio- og fjernsynsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.

Lov nr. 1052 af 17. december 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 04. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1548 af 18. december 2018, lov nr. 2212 af 29. december 2020 og lov nr. 1595 af 28. december 2022

Kapitel 7 1 Radio- og tv-nævnet
§ 39

Kulturministeren nedsætter Radio- og tv-nævnet, der består af 11 medlemmer, som beskikkes af ministeren. Ministeren udpeger 9 medlemmer, herunder formand og næstformand, Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer udpeger 1 medlem, og Den Danske Dommerforening udpeger 1 medlem. Danske Medier og Dansk Journalistforbund indstiller hver 2 kandidater, der repræsenterer praktisk mediefaglighed, og ministeren udpeger 1 af de indstillede kandidater fra hver af de to indstillende parter. De enkelte medlemmer kan genudpeges.

Stk. 2 De medlemmer, ministeren udpeger, skal repræsentere juridiske og økonomiske/administrative kompetencer, medieforskningskompetencer og praktisk mediefaglighed. Formanden skal være jurist. 1 medlem skal have særlig strafferetlig indsigt.

Stk. 3 Nævnet nedsættes for 4 år ad gangen. Beskikkelsen af nævnet kan forlænges med en periode på op til 1 år. Forlængelse af beskikkelsesperioden kan kun finde sted én gang.

Stk. 4 Det medlem, der er udpeget af Den Danske Dommerforening, og det medlem med særlig strafferetlig indsigt, der er udpeget af kulturministeren, deltager alene i nævnets arbejde ved behandlingen af sager, hvor der vil kunne træffes afgørelse efter § 50, stk. 1, nr. 1, stk. 2, nr. 1, eller stk. 3, vedrørende regler som fastsat i medfør af § 48, 3. pkt. Ved behandlingen af disse sager fungerer det medlem, der er udpeget af Den Danske Dommerforening, som nævnets formand, og den af ministeren udpegede formand fungerer som næstformand.

Stk. 5 Ministeren kan efter indhentet udtalelse fra nævnet fastsætte en forretningsorden for dette. Det kan i forretningsordenen fastsættes, at nævnet kan oprette underudvalg, som kan træffe endelig afgørelse i sager på vegne af nævnet.

Stk. 6 Radio- og tv-foretagender, øvrige medietjenesteudbydere og udbydere af videodelingsplatformstjenester, der er omfattet af Radio- og tv-nævnets virksomhed, er forpligtet til at meddele nævnet de oplysninger, udlevere de dokumenter m.v. og afgive de skriftlige udtalelser, som forlanges af nævnet. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af sådanne oplysninger m.v.

§ 40

Radio- og tv-nævnet varetager en række opgaver på radio og tv-området, jf. §§ 41-44 b. Nævnets afgørelser efter disse bestemmelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2 Radio- og tv-nævnet afgiver endvidere udtalelse om radio- og tv-foretagenders redegørelser for opfyldelse af public service-kontrakter og tilladelser til at udøve public service-programvirksomhed.

Stk. 3 Nævnet afgiver herudover udtalelse om andre forhold, hvis dette er fastsat i radio- og fjernsynsforetagenders public service-kontrakter, tilladelser el.lign.

Stk. 4 Radio- og tv-nævnet rådgiver kulturministeren om radio- og tv-spørgsmål.

Stk. 5 Kulturministeren kan delegere andre opgaver på radio- og tv-området til Radio- og tv-nævnet. Kulturministeren kan beslutte, at nævnets afgørelser i sådanne sager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 6 Radio- og tv-nævnet samarbejder med tilsynsorganer i andre EU-lande, lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, og øvrige europæiske lande. Nærmere regler herom fastsættes af kulturministeren.

Stk. 7 Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om Radio- og tv-nævnets behandling af de redegørelser, der er nævnt i stk. 2.

§ 41

Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrørende distribution af lyd og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale sendemuligheder:

  • 1) At træffe afgørelse om tilladelser til distribution af danske og udenlandske lyd- og billedprogrammer ved hjælp af jordbaserede digitale radio- og tv-sendenet, at udstede sådanne tilladelser og at føre tilsyn med virksomheden, jf. § 3.

  • 2) At påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter loven samt vilkår fastsat i forbindelse med udstedelsen af tilladelser til distribution.

  • 3) At træffe afgørelse om inddragelse af tilladelser til distribution, jf. § 4, stk. 3.

§ 42

Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrørende programvirksomhed på grundlag af tilladelse eller registrering:

  • 1) At træffe afgørelse om tilladelse til programvirksomhed, udstede sådanne tilladelser og føre tilsyn med programvirksomheden, jf. § 45.

  • 2) At registrere foretagender, som udøver programvirksomhed ved hjælp af satellit, fællesantenneanlæg, jordbaserede digitale radio- og tv-sendemuligheder, kortbølgesendemuligheder eller øvrige elektroniske kommunikationsnet, og medietjenesteudbydere, der udbyder on demand audiovisuel programvirksomhed omfattet af § 2, stk. 1, nr. 4, og at føre tilsyn med programvirksomheden, jf. § 47.

  • 3) At påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter loven samt vilkår fastsat i forbindelse med udstedelse af programtilladelse.

  • 4) At træffe afgørelse om inddragelse eller bortfald af tilladelse til programvirksomhed, jf. § 50, stk. 1, og § 51.

  • 5) At træffe afgørelse om indstilling af registreret programvirksomhed, jf. § 50, stk. 2 og 3.

§ 42a

Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrørende videodelingsplatformstjenester:

  • 1) At registrere udbydere af videodelingsplatformstjenester og at føre tilsyn med virksomheden, jf. § 51 a.

  • 2) At påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter loven.

  • 3) At træffe afgørelse om foranstaltninger vedrørende beskyttelse af mindreårige og offentligheden mod indhold, der tilskynder til vold eller had eller til at begå terrorhandlinger, eller mod indhold med børnepornografi, racisme eller fremmedhad, jf. § 51 b, stk. 2 og 3.

  • 4) At træffe afgørelse om foranstaltninger og bestemmelser vedrørende identifikation og indhold af reklamer, sponsorering og produktplacering på videodelingsplatformstjenester, jf. § 51 b, stk. 4.

  • 5) At træffe afgørelse om indstilling af virksomheden, jf. § 51 c, stk. 1.

§ 43

Radio- og tv-nævnet kan yde tilskud, jf. § 92 a, til ikkekommercielle lokale radiostationer og ikkekommercielle tv-stationer, der udøver programvirksomhed i henhold til tilladelse udstedt af Radio- og tv-nævnet i medfør af § 45, stk. 12 og 6.

§ 43a

Radio- og tv-nævnet kan yde tilskud til foretagender med henblik på udøvelse af public service-programvirksomhed, jf. § 11, stk. 2.

§ 44

Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrørende reklamer og sponsorering af programmer:

  • 1) Nævnet træffer afgørelse om identifikation, placering og omfang af reklamer, jf. §§ 72-75.

  • 2) Nævnet træffer afgørelse om reklamers indhold, jf. §§ 76 og 77. I sager om overholdelse af lov om lægemidler og lov om markedsføring af sundhedsydelser indhenter nævnet forinden en udtalelse hos henholdsvis Lægemiddelstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

  • 3) Nævnet træffer afgørelse om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er udsendt i reklameindslag. Retten til genmæle forudsætter, at oplysningerne er egnede til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og at deres rigtighed ikke er utvivlsom. Nævnet kan pålægge indehaveren af en tilladelse eller registrering til radio- eller fjernsynsvirksomhed at udsende et genmæle. Nævnet kan træffe afgørelse om genmælets indhold, form og plads.

  • 4) Nævnet træffer afgørelse om identifikation af sponsor og sponsorerede programmer, jf. §§ 79, 80, 81, 83 og 84.

  • 5) Nævnet træffer afgørelse om spørgsmål om tilskyndelse til afsætning m.v. i sponsorerede programmer, jf. §§ 82 og 85.

  • 6) Nævnet træffer afgørelse om spørgsmål om produktplacering i programmer, jf. § 85 a.

§ 44a

Radio- og tv-nævnet har følgende opgaver vedrørende TV 2/DANMARK A/S’ public service-programvirksomhed i henhold til kapitel 6 a:

  • 1) Føre tilsyn med public service-programvirksomheden,

  • 2) påtale overtrædelser af loven og bestemmelser fastsat efter loven samt vilkår fastsat i forbindelse med udstedelsen af tilladelsen og

  • 3) afgive indstillinger til kulturministeren om inddragelse af tilladelse udstedt i medfør af § 38 a.

§ 44b

Radio- og tv-nævnet træffer efter ansøgning eller af egen drift afgørelse om godkendelse af DR’s og de regionale TV 2-virksomheders iværksættelse af væsentlige nye tjenester og væsentlige ændringer af eksisterende tjenester.

Stk. 2 Ved afgørelser efter stk. 1 skal Radio- og tv-nævnet foretage en afvejning af tjenestens public service-værdi for samfundet og tjenestens indvirkning på andre tjenester på markedet.

Stk. 3 Ved en ny tjeneste forstås et større sammenhængende, konkret initiativ på en platform, der ikke er pålagt DR eller de regionale TV 2-virksomheder i medfør af public service-kontrakterne eller er godkendt af Radio- og tv-nævnet.

Stk. 4 Kulturministeren kan efter indhentet udtalelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastsætte nærmere regler om Radio- og tv-nævnets afgørelser efter stk. 1, herunder om fremgangsmåde ved og kriterier for nævnets afgørelser.