Radio- og fjernsynsloven Kapitel 14

Denne konsoliderede version af radio- og fjernsynsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v.

Lov nr. 1052 af 17. december 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1350 af 04. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1548 af 18. december 2018, lov nr. 2212 af 29. december 2020 og lov nr. 1595 af 28. december 2022

Kapitel 14 1 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser m.v.
§ 95

Loven træder i kraft den 1. januar 2003.

Stk. 2 Samtidig ophæves lov nr. 1065 af 23. december 1992 om radio- og fjernsynsvirksomhed med senere ændringer.

Stk. 3 De regler om placering og omfang af den i lovens § 54, stk. 1, nr. 4, nævnte sendetid, som kulturministeren kan fastsætte i medfør af lovens § 54, stk. 4, finder anvendelse på tilladelser, der er udstedt med virkning fra den 1. januar 2003 og senere.

§ 96

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

§ 97

Regler, der er udstedt efter den hidtidige lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. § 95, stk. 2, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt efter denne lov. Overtrædelser af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 98

Programtilladelser i henhold til lovens kapitel 9, som er udstedt efter 1. januar 2003, kan uanset bestemmelsen i § 60 ikke række ud over den 2. marts 2004.

Stk. 2 Kulturministeren kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af stk. 1.

Stk. 3 Kulturministeren kan uanset bestemmelsen i § 60 fastsætte regler om forlængelse af programtilladelser, der er udstedt i henhold til lovens kapitel 9 før den 1. januar 2003.

§ 99

Tilladelser til programvirksomhed, der er meddelt på tidspunktet for lovens ikrafttræden, forbliver i kraft.

Stk. 2 Kulturministeren kan fastsætte regler om lempelse af vilkår i tilladelser, der er meddelt på tidspunktet for lovens ikrafttræden.