Produktansvarsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af produktansvarsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om produktansvar

Lov nr. 371 af 07. juni 1989,
jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 20. marts 2007,
som ændret ved lov nr. 523 af 06. juni 2007

Kapitel 6 1 Andre bestemmelser
Lovens ufravigelighed
§ 12

Loven kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for skadelidte eller den, som indtræder i skadelidtes krav.

Forholdet til almindelige erstatningsregler
§ 13

Loven begrænser ikke skadelidtes adgang til erstatning efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt eller i medfør af regler, som er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning.

Forældelse
§ 14

Erstatningskrav for produktskade efter denne lov eller efter almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf. § 13, forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 Forældelse af krav mod producenten i henhold til § 6, stk. 1, indtræder senest 10 år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende produkt i omsætning.

Stk. 3 Forældelseslovens § 12, stk. 2, og kapitel 6 gælder kun for erstatningskrav for produktskade efter denne lov, i det omfang forældelse ikke forinden indtræder eller er indtrådt efter stk. 2.

Atomskader
§ 15

Loven gælder ikke for skader, der er omfattet af lov nr. 332 af 19. juni 1974 om erstatning for atomskader (nukleare skader).

§ 16

Justitsministeren kan fastsætte regler til gennemførelse af mellemfolkelige overenskomster om lovvalget i sager om produktansvar.