Privatvejsloven Kapitel 16

Denne konsoliderede version af privatvejsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private fællesveje

Lov nr. 1537 af 21. december 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af 25. april 2023,
som ændret ved lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 1568 af 12. december 2023

Kapitel 16 1 Ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 101

Loven træder i kraft den 1. januar 2012, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2 § 107 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 3 § 105, nr. 1 og 4, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Veje, som kommuner efter § 90, stk. 1, i lov om offentlige veje i tidsrummet fra den 5. november 2010, til bestemmelserne i § 105, nr. 1 og 4, træder i kraft, har besluttet opretholdt som private fællesveje eller private veje, i forbindelse med at de nedlægges som offentlige veje, optages som kommuneveje ved de nævnte bestemmelsers ikrafttræden. Rimelige udgifter, som grundejere i denne periode har afholdt som følge af disse vejes midlertidige status som private, godtgøres af den pågældende kommune ved vejens optagelse som offentlig.

§ 102

Ved lovens ikrafttræden, jf. § 101, stk. 1, ophæves lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Regler, der er fastsat i henhold til hidtil gældende regler i privatvejsloven, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat efter denne lov.

Stk. 3 Sager, der ved lovens ikrafttræden verserer i en kommune eller som er indbragt for Vejdirektoratet eller taksationsmyndighederne, færdigbehandles efter de hidtidige regler.

§ 103

Tilladelser efter § 44, stk. 3, i den gældende privatvejslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 23. maj 2008, efter samme lovs § 46, jf. § 103, stk. 1, §§ 104, 108 og 111 i lov om offentlige veje, § 47, § 48, jf. §§ 70 og 71 i lov om offentlige veje, § 49, stk. 1, § 49, stk. 4, jf. § 101 i lov om offentlige veje, § 50, stk. 1, og § 51, stk. 1, der er givet før lovens ikrafttræden, bortfalder, hvis det arbejde, som tilladelsen vedrører, ikke er påbegyndt, inden 2 år efter at loven er trådt i kraft.

§§ 104-107

(Udeladt af Redaktionen).

§ 108

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.