Privatvejsloven Afsnit I

Denne konsoliderede version af privatvejsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om private fællesveje

Lov nr. 1537 af 21. december 2010,
jf. lovbekendtgørelse nr. 422 af 25. april 2023,
som ændret ved lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 1568 af 12. december 2023

Kapitel 1 1 Formål
§ 1

Loven skal medvirke til at sikre, at private fællesveje er indrettet teknisk forsvarligt, at vejene er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslen på vejene, og at privates dispositioner i forbindelse med vejene ikke er i strid med den offentlige planlægning. Loven skal desuden medvirke til at sikre, at almene offentlige hensyn i øvrigt tilgodeses i forbindelse med private fællesveje i byer.

Stk. 2 De offentlige hensyn varetages af kommunalbestyrelsen, der er forvaltningsmyndighed (vejmyndighed) for private fællesveje og private fællesstier.

Kapitel 2 1 Anvendelsesområde
Veje omfattet af loven
§ 2

Loven finder anvendelse på

Stk. 2 Lovens regler om private fællesveje og udlagte private fællesveje finder tilsvarende anvendelse på private fællesstier, jf. § 10, nr. 4, og udlagte private fællesstier.

Stk. 3 Lovens regler om private veje finder tilsvarende anvendelse på private stier, jf. § 10, nr. 10.

§ 2a

Vejmyndigheden for en offentlig sti kan bestemme, at en privat fællesvej skal have status som offentlig sti, men i øvrigt bibeholdes som privat fællesvej. Vejmyndigheden for den offentlige sti afholder en forholdsmæssig andel af udgifterne til den private fællesvejs vedligeholdelse.

Byreglerne
§ 3

§§ 25-86 finder anvendelse på private fællesveje i Københavns Kommune og de områder, der efter lov om planlægning er beliggende i byzone eller i et sommerhusområde.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at byreglerne skal finde anvendelse i afgrænsede områder i landzone, jf. lov om planlægning, når disse områder har bymæssig karakter eller er planlagt hertil.

Landreglerne
§ 4

Reglerne i §§ 11-24 a finder anvendelse på de private fællesveje i landzone, jf. lov om planlægning, der ikke er omfattet af § 3, stk. 1 og 2.

Offentliggørelse
§ 5

Beslutninger efter § 3, stk. 2, skal offentliggøres for at være gyldige.

Kapitel 3 1 Private veje og stier
Vedligeholdelse
§ 6

I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af en privat vej, jf. § 10, nr. 9, skal vedligeholde vejen efter reglerne i denne lovs kapitel 9, hvis vejen

  • 1) indgår i det almindelige vejnet,

  • 2) er mindst 40 m lang og

  • 3) tjener som færdselsareal for mere end syv erhvervsvirksomheder, syv parcel- eller sommerhuse eller 12 beboelseslejligheder.

Vejbelysning
§ 7

I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af private arealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsarealer, herunder parkerings- og gårdarealer, skal holde arealerne belyst.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen sørger for belysningen på ejerens vegne og for ejerens regning.

Stk. 3 Hvis der er flere forpligtede ejere, fordeler kommunalbestyrelsen udgifterne mellem disse.

Stk. 4 Hvis kommunalbestyrelsen kræver et privat areal, jf. stk. 1, belyst af hensyn til offentlighedens færdsel, skal kommunen dog afholde udgifterne hertil.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at kommunen afholder udgifter til anlæg, forbedring og drift af vejbelysning, hvis almene offentlige hensyn taler derfor.

Vintervedligeholdelse og renholdelse
§ 8

I områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at ejeren af en privat vej, jf. § 10, nr. 9, skal rydde den for sne, bekæmpe glat føre og renholde vejen efter reglerne i §§ 80-82, hvis vejen

  • 1) indgår i det almindelige vejnet,

  • 2) er mindst 40 m lang og

  • 3) tjener som færdselsareal for mere end syv erhvervsvirksomheder, syv parcel- eller sommerhuse eller 12 beboelseslejligheder.

Stk. 2 Reglerne i stk. 1 gælder tilsvarende for skov- og klitveje og veje på havneområder og lign. , der er åbne for offentlig færdsel og af væsentlig betydning for denne, selv om de ligger i områder omfattet af landreglerne, jf. § 4.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan dog ikke bestemme, at veje i private skove skal vintervedligeholdes og renholdes af hensyn til offentlighedens færdsel og ophold, jf. § 23 i lov om naturbeskyttelse.

Stk. 4

I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014 ikke implementeret korrekt.
De følgende paragraffer i lov om private fællesveje er blevet påvirket af den nævnte forkerte gennemførelse i den officielle lovbekendtgørelse:
1) § 8, stk. 4,
2) § 16, stk. 1,
3) § 23, stk. 2: delvis/delvist,
4) § 36, stk. 2: to/2; 1,5 m/1,5 meter,
5) § 49, stk. 1: el.lign./eller lignende,
6) § 50, stk. 2: fællesvej/fælles vej; stykke/stk.,
7) § 58, stk. 1: femte/5,
8) § 70 b, stk. 3: udføres/påbegyndes,
9) § 87 a, stk. 1: §§ 67-69 og § 70, stk. 1/ § 70, stk. 1, og §§ 67-69; stk. 2: De har slettet et §-tegn,
10) § 88 a,
11) § 98, stk. 1, nr. 1: De har indsat et “og” imellem 34 og 36,
12) § 99 a, stk. 1: tre/3; stk. 2: De har slettet et § tegn.

Vi har implementeret § 141 i lov nr. 1520 af 27. december 2014, som den er vedtaget.
§§ 85 og 86 finder tilsvarende anvendelse.

§ 9

Kommunalbestyrelsen kan om nødvendigt bestemme, at kommunen helt eller delvis sørger for at udføre de pligter, der er pålagt grundejere efter § 8, stk. 1 og 2, for grundejernes regning.

Stk. 2 Hvis der er flere forpligtede grundejere, fordeler kommunalbestyrelsen udgifterne mellem disse.

Kapitel 4 1 Definitioner
§ 10

I denne lov forstås ved:

  • 1) Offentlig vej: Vej, gade, bro eller plads, der er åben for almindelig færdsel, og som staten eller en kommune administrerer efter lov om offentlige veje.

  • 2) Offentlig sti: Færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som er åbent for almindelig færdsel, og som staten eller en kommune administrerer efter lov om offentlige veje.

  • 3) Privat fællesvej: Vej, gade, bro eller plads, der ikke er en offentlig vej, jf. nr. 1, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer.

  • 4) Privat fællessti: Færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer.

  • 5) Vejret: Den ret, som den til enhver tid værende ejer af en ejendom har over en privat fællesvej eller privat fællessti til at benytte den pågældende private fællesvej eller fællessti som færdselsareal for ejendommen.

  • 6) Vejberettiget: En indehaver af en vejret.

  • 7) Vejudlæg: En reservation af et bestemt areal til fremtidig anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti.

  • 8) Udlagt privat fællesvej eller fællessti: Areal, der er bestemt til fremtidig anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti ved

    • a) vejudlæg efter § 11 eller §§ 26 og 27,

    • b) vejudlæg efter § 14 eller §§ 23-27 i den hidtidige privatvejslov,

    • c) byplan eller lokalplan,

    • d) beslutning truffet af en ekspropriationskommission efter lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom,

    • e) beslutning truffet af kommunalbestyrelsen efter § 72, stk. 3, eller efter kapitel 10 i lov om offentlige veje,

    • f) retningsplan, reguleringsplan eller udredningsplan efter byggeloven, eller

    • g) som en kommunal myndighed før den 1. januar 1973 har godkendt til anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti.

  • 9) Privat vej: Vej, gade, bro eller plads, der ikke opfylder betingelserne for at være offentlig vej, jf. nr. 1, eller privat fællesvej, jf. nr. 3.

  • 10) Privat sti: Sti, der ikke opfylder betingelserne for at være offentlig sti, jf. nr. 2, eller privat fællessti, jf. nr. 4.

  • 11) Overkørsel: Adgang til en privat fællesvej for kørende færdsel fra en tilgrænsende ejendom eller fra en anden privat fællesvej.

  • 12) Overgang: Adgang til en privat fællesvej for gående færdsel fra en tilgrænsende ejendom, fra en privat fællessti eller fra en anden privat fællesvej.

  • 13) Nedlæggelse af privat fællesvej: En beslutning om, at et areal, der er privat fællesvej, ikke længere skal være færdselsareal for anden ejendom.

  • 14) Omlægning af privat fællesvej: En beslutning om, at en privat fællesvej nedlægges, jf. nr. 13, og at et andet areal i stedet udlægges og anlægges som privat fællesvej, og at de vejberettigede til den nedlagte vej opnår eller tildeles vejret til det nye vejareal.

  • 15) Samlet arbejde: Et arbejde, der udføres ved kommunens foranstaltning for de vedligeholdelsesforpligtedes regning, og som omfatter en vej, en strækning af en vej eller flere veje under et, der udgør en færdselsmæssig enhed.

  • 16) Vejsyn: En besigtigelse af en privat fællesvej eller privat fællessti med henblik på at få fastlagt behovet for istandsættelse og eventuel fremtidig vedligeholdelse af den pågældende vej eller sti og fordelingen af arbejdet eller udgifterne hertil.

  • 17) Valgplakater: Valgagitatoriske meddelelser på en vejrbestandig plade, der ikke er større end 0,8 m².

  • 18) Fordelingsvej: En privat fællesvej, som andre grundejere end de vedligeholdelsespligtige, jf. § 44, har vejret til og må benytte for at komme til deres ejendomme.