Ændringslov nr. 905 af 21. juni 2022

Den fulde tekst

Lov om ændring af selskabsskatteloven, skatteforvaltningsloven, skattekontrolloven og ligningsloven

(Samfundsbidrag fra den finansielle sektor og fradragsloft over lønninger)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 251 af 22. februar 2021, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1180 af 8. juni 2021 og senest ved § 2 i lov nr. 2611 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 17 indsættes:

»§ 17 A. Finansielle selskaber, jf. stk. 3, betaler en forhøjet indkomstskat, idet selskabernes skattepligtige positive eller negative årsindkomst opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler multipliceres med 26/22. For indkomstår, der påbegyndes i perioden fra og med den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2023, multipliceres årsindkomsten dog med 25,2/22. Den forhøjede indkomst anses for det finansielle selskabs skattepligtige indkomst ved anvendelsen af bestemmelserne i § 12, § 17, stk. 1, og § 31. Har selskabet kun været et finansielt selskab en del af indkomståret, foretages en indkomstopgørelse efter skattelovgivningens almindelige regler for denne del af indkomståret, og kun denne del af indkomsten forhøjes efter 1. eller 2. pkt. Indkomstårets skattemæssige afskrivninger, herunder straksfradrag efter afskrivningslovens § 18, medregnes til den del af indkomsten, der forhøjes efter 1. og 2. pkt., i forhold til hvor stor en del perioden som finansielt selskab udgør af selskabets indkomstår.

Stk. 2. Indkomsten fra alle det finansielle selskabs udenlandske og danske indkomstkilder forhøjes efter stk. 1, før det underskud, der kan ses bort fra efter § 31, stk. 9, eller ligningslovens § 33 H, opgøres.

Stk. 3. Følgende selskaber anses for finansielle selskaber:

1) Pengeinstitutter, der har eller skal have tilladelse efter § 7, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

2) Realkreditinstitutter, der har eller skal have tilladelse efter § 8, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

3) Investeringsforvaltningsselskaber, der har eller skal have tilladelse efter § 10, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

4) Forsikringsselskaber og captivegenforsikringsselskaber, der er skattepligtige efter § 1, stk. 1, nr. 1 eller 5, og som har eller skal have tilladelse efter § 11, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

5) Fondsmæglerselskaber, der har eller skal have tilladelse efter § 13, stk. 1 og 2, i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter.

6) E-pengeinstitutter, der har eller skal have tilladelse efter § 8 i lov om betalinger.

7) Betalingsinstitutter, der har eller skal have tilladelse efter § 9 i lov om betalinger.

8) Virksomheder, der har eller skal have en begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester efter § 50 eller § 51 i lov om betalinger.

9) Forvaltere af alternative investeringsfonde, der har eller skal have tilladelse efter § 6 eller § 10, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., og som ikke er selvforvaltende alternative investeringsfonde.

10) Ejendomskreditselskaber, der har eller skal have tilladelse efter § 2 i lov om ejendomskreditselskaber.

11) Virksomheder omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut.

12) Forbrugslånsvirksomheder, der har eller skal have tilladelse efter § 3 i lov om forbrugslånsvirksomheder.

13) Selskaber, der fra et fast driftssted, jf. § 2, stk. 1, litra a, udøver virksomhed svarende til den virksomhed, der udøves af selskaber omfattet af nr. 1-12.

14) Udenlandske selskaber og faste driftssteder i udlandet, der indgår i en international sambeskatning efter § 31 A og udøver virksomhed svarende til virksomhed, der i Danmark udøves af selskaber omfattet af nr. 1-12.«

2. I § 31 A, stk. 10, indsættes efter 2. pkt. som nye punktummer:

»Er administrationsselskabet et finansielt selskab omfattet af § 17 A, stk. 3, forhøjes selskabets indkomst dog kun med 22/26 af det beløb, der følger af 1. og 2. pkt. Er administrationsselskabets indkomstår påbegyndt i perioden fra og med den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2023, forhøjes indkomsten dog kun med 22/25,2 af det beløb, der følger af 1. og 2. pkt.«

3. I § 31 A, stk. 10, 3. og 7. pkt., der bliver 5. og 9. pkt., ændres »6. pkt.« til: »8. pkt.«

4. I § 31 A, stk. 10, 5. pkt., der bliver 7. pkt., ændres »3. pkt.« til: »5. pkt.«

5. I § 31 A, stk. 10, 6. pkt., der bliver 8. pkt., ændres »1.-5. pkt.« til: »1.-7. pkt.«

6. I § 31 A, stk. 11, indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Er administrationsselskabet et finansielt selskab omfattet af § 17 A, stk. 3, forhøjes selskabets indkomst dog kun med 22/26 af det beløb, der følger af 1. pkt. Er administrationsselskabets indkomstår påbegyndt i perioden fra og med den 1. januar 2023 til og med den 31. december 2023, forhøjes indkomsten dog kun med 22/25,2 af det beløb, der følger af 1. pkt.«

7. I § 31 B, stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 31 A, stk. 10, 3. pkt.« til: »§ 31 A, stk. 10, 5. pkt.«

8. I § 32, stk. 7, indsættes efter 3. pkt. som nyt punktum:

»Uanset 2. og 3. pkt. skal et moderselskab, der er et finansielt selskab omfattet af § 17 A, stk. 3, medregne sin andel af datterselskabets indkomst, hvis datterselskabets indkomst ellers ville blive medregnet hos et moderselskab, der ikke er omfattet af § 17 A, stk. 3.«

§ 2

I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 13. maj 2020, som ændret senest ved § 5 i lov nr. 2614 af 28. december 2021, foretages følgende ændringer:

1. I § 17, stk. 2, indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

»4) Den beregnede skat for indkomståret, der er en følge af forhøjelsen af den skattepligtige indkomst efter selskabsskattelovens § 17 A.«

Nr. 4 bliver herefter nr. 5.

2. I § 17, stk. 4, ændres »stk. 2, nr. 1-3« til: »stk. 2, nr. 1-4«.

§ 3

I skattekontrolloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 283 af 2. marts 2022, som ændret ved § 3 i lov nr. 2612 af 28. december 2021, foretages følgende ændring:

1. I § 39, stk. 1, indsættes efter nr. 4 som nyt nummer:

»5) Den ene part i den kontrollerede transaktion er omfattet af selskabsskattelovens § 17 A, medmindre alle parterne i den kontrollerede transaktion er omfattet af selskabsskattelovens § 17 A.«

Nr. 5-7 bliver herefter nr. 6-8.

§ 4

I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1735 af 17. august 2021, som ændret senest ved § 15 i lov nr. 802 af 7. juni 2022, foretages følgende ændring:

1. I § 8 N indsættes i stk. 1 efter »bestyrelseshvervet«: », jf. dog stk. 3-5«, og som stk. 3-5 indsættes:

»Stk. 3. Der kan dog ikke efter stk. 1 og 2 samlet fradrages udgifter for mere end et grundbeløb på 6.339.800 kr. (i 2010-niveau) for en person i et indkomstår. 1. pkt. gælder for de udgifter omfattet af stk. 1 og 2, der hos personen, som udgiften vedrører, skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst eller beskattes som en arbejdsmarkedsbidragspligtig ydelse efter arbejdsmarkedsbidragsloven, eller, såfremt personen ikke er skattepligtig her til landet, som ville have været beskattet som en arbejdsmarkedsbidragspligtig ydelse efter arbejdsmarkedsbidragsloven, såfremt personen var skattepligtig her til landet. Til udgifterne nævnt i 2. pkt. medregnes tillige befordring, der er betalt af arbejdsgiveren, og som hos modtageren er skattefri efter § 9 C, stk. 7. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 4. Stk. 3 finder anvendelse samlet for alle skattepligtige, der har en forbindelse som omhandlet i § 2. Grundbeløbet i stk. 3 fordeles forholdsmæssigt mellem de skattepligtige, som har en forbindelse som omhandlet i § 2, såfremt flere skattepligtige har udgifter som nævnt i stk. 3 til den samme person i samme indkomstår.

Stk. 5. For køberetter til aktier og tegningsretter til aktier, der er omfattet af stk. 1 og 2, og hvor udgiften for det selskab, der har ydet køberetterne eller tegningsretterne, fradrages efter § 28, stk. 3, finder stk. 3 anvendelse for værdien af køberetten eller tegningsretten på udnyttelsestidspunktet, og værdien tillægges de udgifter, der er omfattet af stk. 3, for den person, som køberetten eller tegningsretten oprindelig er udstedt til.«

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2023.

Stk. 2. §§ 1 og 4 har virkning for indkomstår, der påbegyndes den 1. januar 2023 eller senere.

Givet på Christiansborg Slot, den 21. juni 2022

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Jeppe Bruus