Ændringslov nr. 912 af 21. juni 2022

Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(Skærpede krav til kommunalbestyrelsens opfølgning på danmarkskortet m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 25. februar 2022, foretages følgende ændringer:

1. I § 79 a indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Ankestyrelsen kan beslutte, at kommunalbestyrelsen skal behandle resultatet af andre af Ankestyrelsens undersøgelser og aktiviteter efter kapitel 11 og 12, der vedrører kommunen, på et møde.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

2. I § 79 a, stk. 2, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt., ændres »undersøgelsens resultater har givet anledning til« til: »kommunalbestyrelsen har besluttet at iværksætte«.

3. I § 79 b indsættes som stk. 2 og 3:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med behandlingen efter stk. 1 tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i kommunens sagsbehandling. Beslutter kommunalbestyrelsen, at der ikke skal udarbejdes en handlingsplan, skal kommunalbestyrelsen orientere Ankestyrelsen herom.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan pålægge kommunalbestyrelsen at udarbejde en handlingsplan til styrkelse af den juridiske kvalitet i sagsbehandlingen, hvis kommunalbestyrelsen ikke selv har truffet beslutning herom og omgørelsesprocenterne på socialområdet og Ankestyrelsens øvrige kendskab til sagsbehandlingen i kommunen tilsiger det. Ankestyrelsen fastsætter en frist for udarbejdelse af handlingsplanen.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2022.

Stk. 2. § 79 a, stk. 2, og § 79 b, stk. 2 og 3, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1 og 3, ophæves den 1. januar 2026.

Givet på Christiansborg Slot, den 21. juni 2022

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Astrid Krag