PNR-loven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af pNR-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om indsamling, anvendelse og opbevaring af oplysninger om flypassagerer (PNR-loven)

Lov nr. 1706 af 27. december 2018,
som ændret ved lov nr. 2601 af 28. december 2021

Kapitel 4 1 Behandling af PNR-oplysninger
§ 9

PNR-oplysninger, jf. bilag 1, der angiver en persons race eller etniske oprindelse, politiske, religiøse eller filosofiske overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold eller helbredsoplysninger eller oplysninger om en fysisk persons seksuelle forhold eller seksuelle orientering må ikke behandles efter denne lov.

Stk. 2 Modtager PNR-enheden oplysninger omfattet af stk. 1, slettes oplysningerne straks.

§ 10

PNR-enheden må behandle PNR-oplysninger, jf. bilag 1,

  • 1) for at foretage en forhåndsvurdering af passagerer forud for deres planlagte ankomst til eller afrejse fra Danmark for at identificere personer, som det kræves at de kompetente myndigheder, der er angivet i bilag 3, eller Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste eller Europol undersøger nærmere, idet sådanne personer kan være involveret i en terrorhandling eller grov kriminalitet, jf. bilag 2, der kan straffes med mindst 3 års fængsel,

  • 2) hvis Politiets Efterretningstjeneste vurderer, at oplysningerne kan have betydning for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13,

  • 3) hvis Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at oplysningerne kan have betydning for varetagelsen af tjenestens virksomhed rettet mod forhold i udlandet, jf. dog § 15, stk. 3,

  • 4) for at reagere på en begrundet anmodning fra en kompetent myndighed, der er angivet i bilag 3, eller en kompetent myndighed eller en PNR-enhed i en anden EU-medlemsstat, Europol, et tredjeland eller en international organisation om at videregive PNR-oplysninger i konkrete sager, der er nødvendige for at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger eller grov kriminalitet, jf. bilag 2, der kan straffes med mindst 3 års fængsel, og

  • 5) for at analysere PNR-oplysninger med henblik på at ajourføre eller fastsætte nye kriterier, der skal anvendes i forbindelse med forhåndsvurderingen, som foretages i medfør af § 11, nr. 2, med henblik på at identificere personer, der kan være involveret i en terrorhandling eller grov kriminalitet, jf. bilag 2, der kan straffes med mindst 3 års fængsel.

§ 11

Som led i en forhåndsvurdering, jf. § 10, nr. 1, kan PNR-enheden

  • 1) sammenholde PNR-oplysninger, jf. bilag 1, med oplysninger i databaser, der er relevante, med henblik på at forebygge, opdage, efterforske og retsforfølge terrorhandlinger og grov kriminalitet, jf. bilag 2, der kan straffes med mindst 3 års fængsel, eller

  • 2) behandle PNR-oplysninger efter forud fastsatte kriterier, der er målrettede og står i rimeligt forhold til målet, og som er konkrete.

§ 12

Modtager PNR-enheden PNR-oplysninger, jf. bilag 1, eller resultatet af behandlingen af oplysningerne fra andre EU-medlemsstaters PNR-enheder, må oplysningerne kun behandles med henblik på videregivelse til de kompetente myndigheder, der er angivet i bilag 3, eller til Politiets Efterretningstjeneste eller Forsvarets Efterretningstjeneste efter reglerne i kapitel 5.

§ 13

De kompetente myndigheder, der er angivet i bilag 3, må alene behandle PNR-oplysninger, jf. bilag 1, og resultatet af behandlingen af oplysningerne med henblik på at forebygge, opdage, efterforske eller retsforfølge terrorhandlinger eller grov kriminalitet, jf. bilag 2, der kan straffes med mindst 3 års fængsel.

Stk. 2 Stk. 1 vedrører ikke myndighedernes beføjelser, når der opdages andre overtrædelser eller tegn herpå foranlediget af en sådan behandling.

Stk. 3 Lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET) finder anvendelse for Politiets Efterretningstjenestes behandling af PNR-oplysninger og resultatet af behandlingen af oplysningerne.

Stk. 4 Lov om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) finder anvendelse for Forsvarets Efterretningstjenestes behandling af PNR-oplysninger og resultatet af behandlingen af oplysningerne.

§ 14

De kompetente myndigheder, der er angivet i bilag 3, må ikke træffe afgørelser, som har byrdefulde retsvirkninger over for en person, eller afgørelser, der i væsentlig grad påvirker en person, udelukkende som følge af automatisk behandling af PNR-oplysninger, jf. bilag 1.