Plantenyhedsloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af plantenyhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om plantenyheder

Lov nr. 866 af 23. december 1987,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1131 af 03. juli 2020

Kapitel 2 1 Anmeldelse
§ 3

Anmeldelse af en sort med henblik på optagelse i Plantenyhedsregisteret skal indgives til Plantenyhedsnævnet af sortsejeren. Har sortsejeren ikke bopæl eller sæde i en medlemsstat af Den Europæiske Union, skal anmeldelse indgives af en fuldmægtig med bopæl eller sæde her i landet udpeget af sortsejeren.

Stk. 2 Anmelderen skal over for Plantenyhedsnævnet, jf. § 22, godtgøre sin adkomst til at anmelde sorten. Hvis anmelderen er fuldmægtig for sortsejeren, skal anmelderen fremlægge dokumentation for sin bemyndigelse til at repræsentere sortsejeren i alt vedrørende anmeldelsen og registreringen.

Stk. 3 Nævnet kan afkræve anmelderen de oplysninger, der anses for nødvendige for behandling af anmeldelsen, og kan fastsætte en frist herfor.

Stk. 4 Ved anmeldelsen betales et anmeldelsesgebyr.

§ 4

Anmeldelsen indføres i Plantenyhedsnævnets dagbog umiddelbart efter modtagelsen, og et eksemplar af anmeldelsen tilbagesendes straks til anmelderen med Plantenyhedsnævnets påtegning om indførelsen. Plantenyhedsnævnet offentliggør en meddelelse om anmeldelsen.

Stk. 2 Dagbogen er offentligt tilgængelig. Dette gælder dog ikke oplysninger om hybridsorters genealogiske komponenter og beskrivelsen heraf, hvis anmelderen har anmodet om, at oplysningerne behandles fortroligt.

§ 5

Plantenyhedsnævnet kan slette en anmeldelse af dagbogen, hvis anmelderen ikke fremkommer med oplysninger, som nævnet har krævet efter § 3, stk. 3, inden udløbet af den frist, nævnet har fastsat.

§ 6

Fra anmeldelsestidspunktet har anmelderen fortrinsret til at opnå beskyttelse af sorten i forhold til andre, der efterfølgende anmelder den samme sort til beskyttelse.

Stk. 2 Efter anmodning fra anmelderen kan Plantenyhedsnævnet tillægge anmeldelsen fortrinsret fra tidspunktet for den første anmeldelse af sorten i en medlemsstat af Den Internationale Union for Beskyttelse af Plantenyheder (UPOV), hvis den første anmeldelse er indgivet inden for de seneste 12 måneder. Anmodningen skal fremsættes ved anmeldelsen her i landet og skal være ledsaget af dokumentation for modtagelsen af den første anmeldelse.

§ 7

Snarest muligt, efter at anmeldelsen er indført i dagbogen, skal Plantenyhedsnævnet foretage en foreløbig undersøgelse af, om sorten kan anses for at opfylde betingelserne for beskyttelse. Finder nævnet efter denne undersøgelse, at betingelserne for beskyttelse må anses for opfyldt, offentliggør nævnet en meddelelse om anmeldelsen med opfordring til muligt interesserede til inden en vis frist at fremkomme med indsigelser mod en registrering af sorten.

§ 8

Plantenyhedsnævnet henviser indsigelser om anmelderens adkomst til at anmelde sorten til behandling ved de almindelige domstole. Underrettes nævnet om sagsanlægget, skal det give anmeldelsen påtegning herom.

Stk. 2 Beslutter nævnet på grundlag af andre indsigelser at lade anmeldelsen udgå af dagbogen samt at ophøre med afprøvningen, offentliggør det meddelelse herom.