Planloven § 5j

Denne konsoliderede version af planloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om planlægning

Lov nr. 388 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 223 af 01. marts 2024

§ 5j

Kommuneplanlægningen i hovedstadsområdet skal sikre, at

  • 1) byudvikling og byomdannelse i det indre storbyområde sker inden for eksisterende byzone og med hensyntagen til mulighederne for at styrke den kollektive trafikbetjening,

  • 2) byudvikling og nye byfunktioner i det ydre storbyområde (fingerbyen) placeres under hensyntagen til den eksisterende og besluttede infrastruktur og til mulighederne for at styrke den kollektive trafik,

  • 3) de grønne kiler ikke inddrages til byzone eller anvendes til bymæssige fritidsanlæg og

  • 4) byudvikling i det øvrige hovedstadsområde er af lokal karakter og sker i tilknytning til kommunecentre eller som afrunding af andre bysamfund.

Stk. 2 Ministeren for byer og landdistrikter fastlægger i regler efter § 3, stk. 1, en opdeling af hovedstadsområdet i

  • 1) det indre storbyområde,

  • 2) det ydre storbyområde (fingerbyen),

  • 3) de grønne kiler og

  • 4) det øvrige hovedstadsområde.

Stk. 3 Kommuneplanlægningen i hovedstadsområdet skal sikre overordnede arealreservationer til fremtidig trafikal infrastruktur, tekniske anlæg, støjkonsekvensområder og lign. af betydning for udviklingen i området som helhed.

Stk. 4 Ministeren for byer og landdistrikter fastsætter regler efter § 3, stk. 1, der konkretiserer de i § 5 i og i stk. 1 og 3 nævnte overordnede principper for planlægningen i hovedstadsområdet. Ministeren for byer og landdistrikter kan herunder foretage mindre betydende fravigelser fra stk. 1.