14 dages gratis

Prøveabonnement

- og meget mere...

Personskatteloven § 13

Lov om indkomstskat for personer m.v. paragraf 13

Denne § er fra den opdaterede og konsoliderede version af personskatteloven og bygger på lovbekendtgørelse nr. 1284 af 14. June 2021. Eventuelle senere ændringslove er implementeret i det omfang, de er trådt i kraft.

§13 Underskud
Hvis den skattepligtige indkomst udviser underskud, beregnes skatteværdien af underskuddet med beskatningsprocenten for sundhedsbidrag, jf. § 8, og beskatningsprocenterne for kommunal indkomstskat og kirkeskat henholdsvis med beskatningsprocenten efter § 8 c. Skatteværdien af underskuddet modregnes i den nævnte rækkefølge i skatterne efter §§ 6, 7 og 7 a og § 8 a, stk. 2. Et herefter resterende underskud fremføres til fradrag i den skattepligtige indkomst for de følgende indkomstår. Fradraget for underskud i skattepligtig indkomst kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i skattepligtig indkomst eller modregnes med skatteværdien i skat efter §§ 6, 7 og 7 a og § 8 a, stk. 2, for et tidligere indkomstår.

•••

Stk. 2 Hvis en gift persons skattepligtige indkomst udviser underskud, og ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb, skal underskud, der ikke er modregnet efter stk. 1, 2. pkt., i størst muligt omfang fradrages i den anden ægtefælles skattepligtige indkomst. Derefter modregnes skatteværdien af uudnyttet underskud i ægtefællens beregnede skatter efter §§ 6, 7 og 7 a og § 8 a, stk. 2. Modregning sker, før ægtefællens egne uudnyttede underskud fra tidligere indkomstår fremføres efter 4.-6. pkt. Et herefter overskydende beløb fremføres til fradrag i følgende indkomstår efter stk. 1, 4. pkt. Hvert år fradrages underskud først i den skattepligtiges indkomst og i øvrigt efter samme regler, som gælder for underskudsåret. Hvis ægtefællen ligeledes har uudnyttet underskud vedrørende tidligere indkomstår, skal ægtefællens egne underskud modregnes først.

•••

Stk. 3 Hvis den personlige indkomst er negativ, modregnes den inden opgørelsen af beregningsgrundlaget efter §§ 6 og 7 i indkomstårets positive kapitalindkomst. Et resterende negativt beløb fremføres til modregning først i kapitalindkomst og derefter i personlig indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, 4. pkt., for de følgende indkomstår inden opgørelsen af beregningsgrundlagene efter §§ 6 og 7. Negativ personlig indkomst kan kun fremføres, i det omfang den ikke kan modregnes efter 1. eller 2. pkt. for et tidligere indkomstår.

•••

Stk. 4 Hvis en gift persons personlige indkomst er negativ og ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udløb, skal det negative beløb inden opgørelse af beregningsgrundlagene efter §§ 6 og 7 modregnes i den anden ægtefælles personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, 4. pkt. Et overskydende negativt beløb modregnes i ægtefællernes positive kapitalindkomst opgjort under ét. Har begge ægtefæller positiv kapitalindkomst, modregnes det negative beløb fortrinsvis i den skattepligtiges kapitalindkomst og derefter i ægtefællens kapitalindkomst. Modregning sker, før ægtefællens egne uudnyttede underskud fra tidligere indkomstår fremføres efter 5.-8. pkt. Et negativt beløb, der herefter ikke er modregnet, fremføres inden for de følgende indkomstår, i det omfang beløbet ikke kan modregnes for et tidligere indkomstår, til modregning inden opgørelsen af beregningsgrundlagene efter §§ 6 og 7. Hvert år modregnes negativ personlig indkomst først i ægtefællernes positive kapitalindkomst opgjort under ét, derefter i den skattepligtiges personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, 4. pkt., og endelig i ægtefællens personlige indkomst med tillæg af heri fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, 4. pkt. 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse. Hvis ægtefællen ligeledes har uudnyttet underskud vedrørende tidligere indkomstår, skal ægtefællens egne underskud modregnes først.

•••

Stk. 5 Ved overførsel efter stk. 2 eller 4 af underskud mellem ægtefæller ses der ved opgørelsen af ægtefællernes skattepligtige indkomst og personlige indkomst i denne forbindelse bort fra personlig indkomst, der beskattes i udlandet og ikke her i landet. Den del af underskuddet, der svarer til udgifter, som den skattepligtige får fradrag for i udlandet, kan ikke overføres til ægtefællen. Den personlige indkomst reduceres med fradragsberettigede udgifter, der vedrører denne indkomst, uanset om disse udgifter er omfattet af § 3, stk. 2. Der kan ikke ske overførsel efter stk. 4 af den del af underskuddet, der modsvares af fradragne og ikke medregnede beløb omfattet af beløbsgrænsen i pensionsbeskatningslovens § 16, stk. 1, 4. pkt. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse, hvor skatten er nedsat i henhold til bestemmelsen i ligningslovens § 33 A eller efter sømandsbeskatningslovens §§ 5-8.

•••

Stk. 6 Underskud i skattepligtig almindelig indkomst fra en virksomhed som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 9 eller 11, kan ikke fratrækkes i den skattepligtiges øvrige skattepligtige indkomst, men fremføres til modregning i positiv skattepligtig indkomst i et senere indkomstår fra samme virksomhed. Tilsvarende gælder også for forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven på aktiver, der efter færdiggørelsen benyttes i virksomheden. Bestemmelserne gælder dog ikke underskud fra skibsvirksomhed omfattet af § 4, stk. 1, nr. 9 eller 11, når erhvervsministeren senest den 31. december 1993 har godkendt skibsprojektet.

•••

Stk. 7 Underskud fra virksomhed, der drives i et efter danske skatteregler skattemæssigt transparent selskab m.v., hvis forhold er reguleret af selskabslovgivning, en selskabsaftale el.lign., kan ikke fradrages i den skattepligtiges øvrige skattepligtige indkomst. Underskuddet fremføres til fradrag i positiv skattepligtig indkomst i et senere indkomstår fra samme virksomhed. 1. og 2. pkt. gælder dog ikke, hvis den skattepligtige deltager eller i mindst 36 måneder af sin ejertid har deltaget i virksomhedens drift i væsentligt omfang. 1. og 2. pkt. omfatter ikke underskud omfattet af stk. 6.

•••
profile photo
Profilside