Personbogsbekendtgørelsen Kapitel 4

Denne konsoliderede version af personbogsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om tinglysning i personbogen

Bekendtgørelse nr. 213 af 15. marts 2011,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 669 af 11. juni 2013, bekendtgørelse nr. 137 af 27. februar 2018 og bekendtgørelse nr. 1638 af 29. juni 2021

Kapitel 4 Andre dokumenter end pantebreve
(pantsætningsforbud, ægtepagter mv.)
§ 16

Et dokument, der går ud på, at en person forpligter sig til ikke at underpantsætte sine aktiver i medfør af tinglysningslovens § 47, § 47 b, stk. 2, § 47 c, stk. 3, nr. 1-8, eller § 47 d uden samtykke fra den eller de påtaleberettigede, jf. tinglysningslovens § 43, stk. 2, skal indeholde oplysninger om:

  • 1) Ejers navn og adresse samt person- eller CVR-nummer. Er ejer en enkeltmandsvirksomhed, oplyses både person- og CVR-nummer.

  • 2) Oplysning om, hvilken eller hvilke bestemmelser i tinglysningsloven ejeren forpligter sig til ikke at underpantsætte sine aktiver i medfør af uden samtykke fra den eller de påtaleberettigede. Erklæringen kan angive én eller flere af de bestemmelser i tinglysningsloven, der er anført i nærværende bestemmelse.

  • 3) Den eller de påtaleberettigedes navn og adresse samt person- eller CVR-nummer. Har vedkommende ikke et person- eller CVR-nummer, angives navn og adresse.

  • 4) Oplysning om, at pantsætningsforbuddet respekterer de forud tinglyste hæftelser.

§ 17

Ægtepagter og dokumenter vedrørende bosondringer eller rådighedsindskrænkninger i medfør af § 12 i lov om ægteskabets retsvirkninger samt erklæringer om fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 og rådighedsfratagelse i henhold til § 66 i lov om skifte af fællesbo mv. skal indeholde oplysning om henholdsvis parternes eller den pågældende persons samt værgens navn, adresse og personnummer. Har en af parterne i en ægtepagt ikke et personnummer, anføres dette i anmeldelsen.