Pensionsloven § 5

Denne konsoliderede version af pensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social pension

Lov nr. 217 af 16. maj 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022,
som ændret ved lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 831 af 14. juni 2022, lov nr. 875 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

Optjening
§ 5

Ret til fuld folkepension er betinget af fast bopæl her i riget i mindst 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til folkepensionsalderen.

Stk. 2 Er betingelsen for fuld pension efter stk. 1 ikke opfyldt, fastsættes pensionen efter forholdet mellem bopælstiden og 9/10 af optjeningsperioden fra det fyldte 15. år til folkepensionsalderen.

Stk. 3 Forholdet mellem bopælstiden og 9/10 af optjeningsperioden, jf. stk. 2, beregnes som en procentandel, der afrundes til nærmeste hele procenttal.

Stk. 4 Overgår en førtidspensionist, seniorpensionist eller tidlig pensionist til folkepension ved folkepensionsalderen, udbetales folkepensionen med samme procentandel som den, hvormed førtidspensionen, seniorpensionen eller den tidlige pension hidtil har været fastsat.

Stk. 5 Stk. 4 finder ikke anvendelse for personer, der når folkepensionsalderen inden den 1. juli 2025, og som har fået beregnet en procentandel tidlig pension efter § 6, stk. 2.