Pensionsloven § 26c

Denne konsoliderede version af pensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om social pension

Lov nr. 217 af 16. maj 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 527 af 25. april 2022,
som ændret ved lov nr. 452 af 20. april 2022, lov nr. 831 af 14. juni 2022, lov nr. 875 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 754 af 13. juni 2023 og lov nr. 1769 af 28. december 2023

§ 26c

Grundlaget for en afgørelse om tilkendelse af seniorpension skal bestå af følgende:

  • 1) Dokumentation for personens langvarige tilknytning til arbejdsmarkedet.

  • 2) Beskrivelse af de arbejdsfunktioner, personen har udført i det seneste job.

  • 3) Dokumentation for personens ressourcer og udfordringer i det seneste job.

  • 4) Den faglige forklaring på, hvorfor personens arbejdsevne anses for varigt nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til det seneste job.

Stk. 2 Seniorpensionsenheden og kommunen kan ved behandlingen af sager om seniorpension kun benytte sundhedsfaglig rådgivning og vurdering fra regionens kliniske funktion og den praktiserende læge, jf. §§ 13 og 15 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Seniorpensionsenheden indgår aftale med regionerne om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering, og kommunen indgår aftale om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering med den region, hvor kommunen er beliggende. Seniorpensionsenheden og kommunen betaler for den sundhedsfaglige rådgivning og vurdering, som hver af myndighederne rekvirerer fra regionens kliniske funktion og den praktiserende læge.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med sundheds- og ældreministeren nærmere regler om samarbejdet mellem Seniorpensionsenheden og regionerne og mellem kommunen og regionen om sundhedsfaglig rådgivning og vurdering i sager om seniorpension. Der kan herunder fastsættes nærmere regler om samarbejdsaftalen, prisfastsættelse og indholdet i den sundhedsfaglige rådgivning og vurdering fra de kliniske funktioner og om muligheden for, at Seniorpensionsenheden og de kliniske funktioner kan aftale, at en region yder sundhedsfaglig rådgivning til Seniorpensionsenheden på vegne af de øvrige regioner.