Pensionsbeskatningsloven § 40A

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven)

Lov nr. 310 af 09. juni 1971,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1521 af 27. oktober 2020, lov nr. 2197 af 29. december 2020, lov nr. 2202 af 29. december 2020, lov nr. 2223 af 29. december 2020, lov nr. 465 af 20. marts 2021, lov nr. 2610 af 28. december 2021, lov nr. 902 af 21. juni 2022, lov nr. 1389 af 05. oktober 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1564 af 12. december 2023

§ 40A

Indtræder der afgiftspligt efter §§ 25-29, § 29 A, § 29 B, § 29 C eller § 30, stk. 1, og er den afgiftspligtige fuldt skattepligtig til Færøerne på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder, skal afgiften fordeles mellem Danmark og Færøerne efter reglerne i stk. 2 eller 3. Er den afgiftspligtige både fuldt skattepligtig til Danmark og Færøerne på tidspunktet for afgiftspligtens indtræden, skal der dog kun ske fordeling efter stk. 2, hvis personen er hjemmehørende i Færøerne efter bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Færøerne. Det afgiftsbeløb, der fordeles til Færøerne efter stk. 2 eller stk. 3, tilfalder Færøernes landskasse.

Stk. 2 Den samlede afgift fordeles i forhold til den eller de perioder, hvor den afgiftspligtige har været fuldt skattepligtig til henholdsvis Danmark og Færøerne. Har den afgiftspligtige i en periode været fuldt skattepligtig til både Danmark og Færøerne, skal denne periode ved den samlede afgifts fordeling tillægges den del af riget, hvor den afgiftspligtige var hjemmehørende efter bestemmelserne i den mellem Danmark og Færøerne indgåede dobbeltbeskatningsoverenskomst. Har den afgiftspligtige i en periode hverken været fuldt skattepligtig til Danmark eller Færøerne, skal denne periode ved den samlede afgifts fordeling tillægges Danmark.

Stk. 3 Skatteministeren fastsætter regler om administrationen af ordningen.