Ved overdragelse eller anden overførsel til eje eller pant samt ved andre dispositioner m.v., der medfører, at en pensionsordning med løbende udbetalinger eller en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 1, svares en afgift på 60 pct. af det beløb, som på tidspunktet for dispositionen m.v. kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse, eventuelt af kapitalværdien af fripolice eller lignende, jf. dog § 30 B. Samme afgift svares ved ændring af udbetalingsvilkårene for en rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed efter det aftalte tidspunkt for første udbetaling, jf. dog 4. -6. pkt. Dog kan udbetalingstidspunktet, udbetalingsperiodens længde og udbetalingsforløbet ændres, indtil første rateudbetaling finder sted. Efter den første rateudbetaling kan forsikringstageren henholdsvis kontohaveren forlænge udbetalingsperioden og ændre terminerne for de enkelte rateudbetalinger. Endvidere kan den person, som udbetalingen af rateopsparingen eller rateforsikringen i tilfælde af kontohaverens henholdsvis forsikringstagerens død sker til, forlænge udbetalingsperioden og ændre terminerne for de enkelte rateudbetalinger. Endvidere kan kontohaveren henholdsvis den person, som rateopsparingen i tilfælde af kontohaverens død udbetales til, vælge et andet udbetalingsforløb, jf. § 11 A, stk. 2. Ved dispositioner som nævnt i 4. -6. pkt. kan ændring af de oprindelig valgte terminer for de enkelte rateudbetalinger alene ske i form af ændring til månedlige eller kvartalsvise terminer. Foretages dispositionen m.v. efter den tidligere ejers død, udgør afgiften dog 40 pct. af det afgiftspligtige beløb. Der svares afgift på 60 pct. ved ændring af udbetalingsvilkårene for en pensionsordning med løbende udbetalinger efter første udbetaling. Terminerne for de enkelte udbetalinger af pensionsordningen med løbende udbetalinger kan dog ændres og udbetalingsperioden for en ophørende livrente forlænges med virkning fra førstkommende kalenderårs begyndelse. 7. pkt. finder tilsvarende anvendelse. 9. pkt. finder ikke anvendelse, når udbetalingen af en livsvarig alderspension helt eller delvis sættes midlertidigt i bero. Af dispositioner m.v. som nævnt i 1. pkt. over en indeksordning svares en afgift på 40 pct. af det beløb, som på tidspunktet for dispositionen m.v. kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på overførsler fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, som ikke er omfattede af § 41, stk. 1, nr. 8, jf. § 7 a i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Ved overdragelse eller anden overførsel til eje eller pant og ved andre dispositioner m.v., der medfører, at en kapitalforsikring, opsparing i pensionsøjemed eller supplerende engangsydelse ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 1, betales en afgift på 52 pct. af det beløb, som på tidspunktet for dispositionen m.v. kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse, eventuelt af kapitalværdien af fripolice eller lignende, jf. dog § 30 B. Ved overdragelse eller anden overførsel til eje eller pant og ved dispositioner m.v., der medfører, at en ordning omfattet af §§ 10 A eller 12 A eller en supplerende engangssum ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 1, betales en afgift på 20 pct. af det beløb, der på tidspunktet for dispositionen m.v. kunne være udbetalt ved ordningens ophævelse, jf. dog § 30 B.
Stk. 2 Reglerne i stk. 1 anvendes ikke i tilfælde omfattet af § 46, stk. 2, nr. 3, i lov om ægtefællers økonomiske forhold eller på udlodning til ægtefælle ved skifte af fællesbo. Efter udlodningen bliver ægtefællen selvstændigt afgiftspligtig af den udloddede del.
Stk. 3 For den efter stk. 2 udloddede del betragtes det ikke som en afgiftspligtig disposition, hvis ægtefællen foretager følgende dispositioner:
-
1) Indsætter begunstigede efter reglerne i denne lov.
-
Der har været en del forvirring omkring hvorvidt den rigtige tekst er:
"Indtræder som ejer af den udloddede del i relation..." eller
"Indtræder som ejer af den udloddende del i relation..."
I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation blev teksten ændret fra "udloddede" til "udloddende", men hvis man kigger i forarbejderne til den ændringslov der oprindeligt ændrede §30, så vil man se, at der skal stå "udloddede" (til trods for at teksten i selve ændringsloven altså siger "udloddende").
Derfor - og fordi det giver bedst mening - har vi vedholdt den tidligere tekst. 2) Indtræder som ejer af den udloddede del i relation til §§ 18 og 19, således at ægtefællens indbetalinger kan fradrages og ægtefællens arbejdsgivers indbetalinger ikke skal medregnes ved opgørelsen af ægtefællens skattepligtige indkomst. -
3) Indtræder ved udlodningen som forsikret og ejer eller kontohaver i relation til den udloddede del.
Stk. 4 Ved dispositioner omfattet af stk. 3, nr. 2 og 3, betragtes den udloddede del som oprindelig oprettet af ægtefællen. Såfremt ægtefællen indtræder som ejer i relation til § 18, skal ægtefællen foretage indbetalinger, der forholdsmæssigt svarer til de hidtidige indbetalinger på den udloddede del. Ægtefællen indtræder da i den aftalte indbetalingsperiode og den 10-årige fradragsperiode efter § 18, stk. 4. Ægtefællen har kun fradragsret efter reglerne i § 18 for egne indbetalinger. Den tidligere ejerægtefælles fradragsret efter § 18 påvirkes ikke af udlodningen.
Stk. 5 Reglerne i stk. 1 anvendes ikke ved overgang af en overlevelsesrente til en fraskilt ægtefælles fri rådighed efter reglerne i lov om bevarelse af enkepensionsret ved separation og skilsmisse.
Stk. 6 Reglerne i stk. 1 anvendes ikke ved salg af værdipapirer eller tegningsrettigheder, der henhører under en rateopsparing i pensionsøjemed eller en opsparing i pensionsøjemed, hvis det indvundne beløb anbringes i overensstemmelse med § 11 A, stk. 1, nr. 2, og § 12, stk. 1, nr. 1.
Stk. 7 Såfremt dispositionen eller overførslen kun vedrører en del af ordningen, og der inden udløbet af fristen for afgiftens indbetaling, jf. § 38, stk. 1, oprettes selvstændig police eller konto for den resterende del, skal afgiften kun beregnes af det beløb, dispositionen m.v. vedrører.
Stk. 8 Den afgiftspligtige, jf. § 38, stk. 1, skal sørge for, at forsikringsselskabet, banken eller sparekassen m.v. får underretning om dispositionen m.v. inden 1 måned, jf. dog § 30 B.
Stk. 9 En beslutning truffet af Finanstilsynet eller en tilsvarende tilsynsmyndighed i et land inden for Den Europæiske Union eller et andet land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område, om at tage et livsforsikringsselskabs forsikringsbestand eller en pensionskasses bestand af pensionstilsagn under administration anses ikke for at være en disposition m.v., der medfører, at en pensionsordning med løbende udbetalinger, en rateforsikring, aldersforsikring eller en kapitalforsikring ikke længere opfylder betingelserne i kapitel 1.
Bekendtgørelse om flytteregler og -gebyrer ved overflytning af midler fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond § 3, stk. 3 Bekendtgørelse om flytteregler og -gebyrer ved overflytning af midler fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond § 7, stk. 2 Skattekontrolloven-GAMMEL § 8B, stk. 1, nr. 7 Skattekontrolloven-GAMMEL § 8B, stk. 1, nr. 9 Skattekontrolloven-GAMMEL § 8F, stk. 1, nr. 7 Skatteindberetningsloven § 9, stk. 1, nr. 8 Skatteindberetningsloven § 9, stk. 1, nr. 10 Skatteindberetningsloven § 11, stk. 1, nr. 8 Pensionsbeskatningsbekendtgørelsen § 11, stk. 4 Pensionsbeskatningsbekendtgørelsen § 12, stk. 2 Pensionsbeskatningsbekendtgørelsen § 19, stk. 1 Pensionsbeskatningsbekendtgørelsen § 19, stk. 2 Pensionsbeskatningsbekendtgørelsen § 20, stk. 1 Pensionsbeskatningsbekendtgørelsen § 20, stk. 2 Bekendtgørelse om skatteindberetning m.v. § 22, stk. 2, nr. 7