Pensionsbeskatningsloven § 17

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven)

Lov nr. 310 af 9. juni 1971,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1243 af 26. november 2024

§ 17

Er der indgået en aftale mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver om en pensionsordning som nævnt i § 2, nr. 4, §§ 5-13 og 15 B, har det ingen betydning for den skattemæssige behandling af pensionsordningen, at arbejdsgiveren har taget forbehold om:

  • 1) at bonus fra forsikring helt eller delvis skal tilfalde arbejdsgiveren selv,

  • 2) at værdien af forsikringen eller det indestående beløb på kontoen m.v. helt eller delvis skal tilfalde arbejdsgiveren selv i tilfælde af, at arbejdsforholdet af andre grunde end arbejdstagerens død eller erhvervsudygtighed ophører før det fyldte 30. år og før udløbet af en periode på indtil 5 år efter forsikringens eller kontoens oprettelse,

  • 3) at alderspension for tiden indtil fratrædelsestidspunktet skal tilfalde arbejdsgiveren,

  • 4) at invalidepension skal tilfalde arbejdsgiveren for den tid, hvori arbejdstageren modtager sin hidtidige gage,

  • 5) at ægtefælle- og samleverpension og børnepension, der kommer til udbetaling i den tid, hvori der efter dødsfald udbetales fra arbejdsgiver til de pågældende efterladte, skal tilfalde arbejdsgiveren,

  • 6) at pensionsbidrag, der er forudbetalt for hele indkomståret eller for en del af dette, helt eller delvis skal tilfalde arbejdsgiveren i tilfælde af, at arbejdsforholdet ophører på et tidspunkt, hvor arbejdstageren ikke har optjent det forudbetalte bidrag. Forbeholdet kan dog højst omfatte den del af pensionsbidraget, der vedrører tiden efter ansættelsesforholdets ophør,

  • 7) at der kan ske udbetaling af midler fra en firmapensionskasse til arbejdsgiveren i forbindelse med pensionskassens opløsning, eller

  • 8) at der kan ske udbetaling af midler fra en pensionskasse med ydelsesdefinerede pensionsordninger til arbejdsgiveren, jf. § 14 i lov om firmapensionskasser.

Stk. 2 For et forbehold, som før lovens ikrafttræden er optaget i en pensionsaftale, og som har været foreneligt med § 2 i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v., gælder stk. 1 kun i det omfang, forbeholdet vedrører forhøjelser som nævnt i § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 13, stk. 2.