Pensionsbeskatningsloven § 16

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. (pensionsbeskatningsloven)

Lov nr. 310 af 09. juni 1971,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1327 af 10. september 2020,
som ændret ved lov nr. 1521 af 27. oktober 2020, lov nr. 2197 af 29. december 2020, lov nr. 2202 af 29. december 2020, lov nr. 2223 af 29. december 2020, lov nr. 465 af 20. marts 2021, lov nr. 2610 af 28. december 2021, lov nr. 902 af 21. juni 2022, lov nr. 1389 af 05. oktober 2022, lov nr. 609 af 31. maj 2023, lov nr. 718 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1564 af 12. december 2023

Fælles bestemmelser
§ 16

Til opsparing i pensionsøjemed uden fradrags- og bortseelsesret (aldersopsparing), kapitalforsikring i pensionsøjemed uden fradrags- og bortseelsesret (aldersforsikring) og supplerende engangssum kan for et indkomstår i alt anvendes et grundbeløb på højst 7.150 kr. (2010-niveau), jf. dog 2. pkt.   Fra og med det syvende indkomstår før det indkomstår, hvor pensionsopspareren når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, kan der anvendes et grundbeløb på 46.700 kr. (2010-niveau), jf. dog stk. 4. Livsforsikringsselskabet, pensionskassen eller pengeinstituttet skal påse, at der i det pågældende livsforsikringsselskab m.v. ikke anvendes et større beløb end grundbeløbene i 1. og 2. pkt.  Til kapitalforsikring i pensionsøjemed, opsparing i pensionsøjemed og til supplerende engangsydelse kan for indkomståret til og med 2012 i alt anvendes et grundbeløb på højst 46.000 kr. (2010-niveau) og for efterfølgende indkomstår på 0 kr. Grundbeløbene reguleres efter personskattelovens § 20. Er der af en arbejdsgiver m.v. foretaget indbetaling til en ordning som nævnt i 1. eller 2. pkt. for ejeren, nedsættes de årlige grundbeløb i 1. og 2. pkt. med disse indbetalinger. Bidrag og præmier til aldersforsikring og supplerende engangssum har skattemæssig virkning på forfaldstidspunktet, i det omfang de indbetales senest den 1. april i det efterfølgende kalenderår. Forfaldne bidrag eller præmier som nævnt i 7. pkt., der bliver betalt senere end den 1. april i kalenderåret efter det kalenderår, hvor præmien eller bidraget er forfaldet, har skattemæssig virkning på indbetalingstidspunktet. Indbetalinger til aldersopsparing har skattemæssig virkning på indbetalingstidspunktet. Hvis den 1. april falder på en banklukkedag, forlænges fristen til den førstkommende bankdag.  Indbetales et bidrag eller en præmie som nævnt i 7. pkt., der hidrører fra en tilbagebetaling efter § 22 E, inden fristen for tilbagebetalingen efter § 22 E, jf. dog 7. pkt., eller foretages der en indbetaling som nævnt i 9. pkt., der hidrører fra en tilbagebetaling efter § 22 E, inden fristen for tilbagebetalingen efter § 22 E, har bidraget, præmien eller indbetalingen skattemæssig virkning på tidspunktet for indbetalingen på den pensionsordning, som tilbagebetalingen hidrører fra. Bidrag eller præmier til forudlønnede arbejdstageres aldersforsikringer og supplerende engangssummer, der er forfaldne til betaling i løbet af måneden, men som vedrører den følgende måned, anses ved anvendelsen af 7. pkt. for forfaldne i sidstnævnte måned.

Stk. 2 Til rateforsikring i pensionsøjemed, rateopsparing i pensionsøjemed og ophørende livrenter kan for et indkomstår i alt anvendes et grundbeløb på højst 50.000 kr. (2010-niveau) for hver person. 1. pkt. gælder dog ikke for ordninger omfattet af §§ 15, 15 A og 15 B. Grundbeløbet reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 3 Ved opgørelsen af de årlige beløb, der kan anvendes efter stk. 1 og 2, bortses fra tilskrivning af bonus og renter m.v., overførsel efter § 49 A, stk. 4, og § 49 B, stk. 4, samt erlagte arbejdsmarkedsbidrag. Hvor midlerne i en opsparing i pensionsøjemed, aldersopsparing eller rateopsparing i pensionsøjemed ikke er indsat på indlånskonto i pengeinstitut m.v., gælder det samme med hensyn til fortjenester og tab ved indfrielse eller salg af værdipapirer, salg af tegningsrettigheder, udlodning af likvidationsprovenu eller lignende.

Stk. 4 I 2018 udgør grundbeløbet som nævnt i stk. 1, 2. pkt., 42.000 kr. (2010-niveau). I 2019 udgør grundbeløbet 42.900 kr. (2010-niveau). I 2020 udgør grundbeløbet 43.900 kr. (2010-niveau). I 2021 udgør grundbeløbet 44.800 kr. (2010-niveau). I 2022 udgør grundbeløbet 45.750 kr. (2010-niveau). Grundbeløbene reguleres efter personskattelovens § 20.