Kapitel 4 Bonus m.v.
Ved opgørelsen af skattepligtig indkomst bortses fra tilskrivning af bonus og renter m.v. vedrørende en ordning, som omfattes af kapitel 1.
Stk. 2 Det samme gælder fortjeneste og tab ved indfrielse eller salg af værdipapirer, salg af tegningsrettigheder, samt fortjenester og tab, der skyldes kursændringer på beholdningen af værdipapirer, udlodning af likvidationsprovenu eller lignende, når værdipapirerne er led i en rateopsparing i pensionsøjemed, en aldersopsparing eller en opsparing i pensionsøjemed.
Reglerne i kapitel 2-3 om indkomstskat eller afgift af udbetalinger m.v. gælder også beløb, der hidrører fra bonus, renter og salgsavancer m.v.
Fra indkomstskattepligten efter § 46, stk. 1, er undtaget bonus, som hidrører enten fra indbetalinger, der forfaldt før begyndelsen af det indkomstår, der ligger til grund for skatteansættelsen for skatteåret 1955-56, til en ordning, der omfattes af §§ 7 eller 9, eller fra en arbejdstagers egne indbetalinger før lovens ikrafttræden til en forsikring, der omfattes af § 11.