Pensionsbeskatningsbekendtgørelsen Kapitel 9

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om beskatningen af pensionsordninger

Bekendtgørelse nr. 1370 af 21. december 2012,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2216 af 29. november 2021

Kapitel 9 Den skatte- og afgiftsfrie del af udbetalinger
§ 24

Livsforsikringsselskabet m.v. skal indeholde skat eller afgift af udbetalte beløb fra pensionsordningen.

Stk. 2 Er den person, som udbetalingen sker til, uenig i grundlaget for indeholdelsen, indsender personen oplysninger til Skatteforvaltningen om

  • 1) størrelsen af udbetalingen,

  • 2) pensionsordningens værdi på opgørelsestidspunktet inklusiv værditilvæksten som opgjort af livsforsikringsselskabet m.v.,

  • 3) de årlige indbetalinger uden fradrags- eller bortseelsesret, og

  • 4) længden af udbetalingsperioden for ophørende alderspension, rateforsikring i pensionsøjemed og rateopsparing i pensionsøjemed og restlevetiden for pensionsordninger med løbende udbetalinger, bortset fra ophørende alderspension.

Stk. 3 Personen indsender oplysningerne på en blanket, som Skatteforvaltningen udarbejder.

Stk. 4 For pensionsordninger med løbende udbetalinger, bortset fra ophørende alderspension, anmoder Skatteforvaltningen til brug for opgørelsen af det skattefrie beløb af udbetalingen livsforsikringsselskabet m.v. om oplysninger om den restlevetid, som livsforsikringsselskabet m.v. har anvendt ved opgørelsen af den årlige udbetaling.

Stk. 5 Skatteforvaltningen opgør på grundlag af oplysningerne i den indsendte blanket som nævnt i stk. 3 og oplysninger, som livsforsikringsselskabet m.v. som nævnt i stk. 4 har tilvejebragt, det skatte- eller afgiftsfrie beløb af udbetalingen og meddeler livsforsikringsselskabet m.v. beløbet til brug for skatte- og afgiftsindeholdelsen.

Stk. 6 Det opgjorte skattefrie beløb anvendes som grundlag for skatteindeholdelsen under den ophørende livrentes eller ratepensionens udbetalingsforløb samt i restlevetiden for pensionsordninger med løbende udbetalinger, bortset fra ophørende alderspension. Det opgjorte skattefrie beløb fordeles over udbetalingsforløbet henholdsvis restlevetiden enten som et årligt fast beløb eller som en årlig fast andel af udbetalingen.

Stk. 7 Efter udløbet af restlevetiden anvendes hele det udbetalte beløb som grundlag for skatteindeholdelsen.