Pensionsbeskatningsbekendtgørelsen Kapitel 11

Denne konsoliderede version af pensionsbeskatningsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om beskatningen af pensionsordninger

Bekendtgørelse nr. 1370 af 21. december 2012,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 2216 af 29. november 2021

Kapitel 11 Kapitalpensionsfonde
§ 26

Ansøgning om godkendelse til at modtage indskud på rateopsparing og opsparing i pensionsøjemed efter pensionsbeskatningslovens § 11 A, stk. 1, nr. 1, og § 12, stk. 1, nr. 1, indsendes til Skatteforvaltningen. Ansøgningen skal vedlægges udkast til fondsvedtægter.

Stk. 2 Godkendelse er betinget af, at vedtægterne opfylder bestemmelserne i §§ 27-30.

§ 27

Fondens formål må alene være fælles forvaltning af midler, der indbetales til medlemmernes rateopsparing eller opsparing i pensionsøjemed.

Stk. 2 Har fonden mere end 10 medlemmer, skal den ledes af en bestyrelse, hvor medlemmernes repræsentanter har den afgørende indflydelse.

§ 28

Fonden skal føre en konto for hvert medlem, der viser medlemmets andel af de midler, der forvaltes af fonden.

Stk. 2 De bidrag, der er indbetalt for det enkelte medlem, tilskrives medlemmets konto. Ved hvert regnskabsårs udløb tilskrives medlemskontiene en andel af årets overskud beregnet efter indeståendet.

Stk. 3 For indskud og udbetalinger i løbet af et regnskabsår kan der være fastsat forrentning med en bestemt procentsats til regnskabsårets udløb respektive fra dets begyndelse.

§ 29

Kapitalpensionsfonde kan anbringe de opsparede midler som anført i § 50 i lov om finansiel virksomhed og de forskrifter, der er udstedt i medfør heraf. Kapitalpensionsfonde kan tillige anbringe de opsparede midler i fast ejendom her i landet, hvis den aftalte købesum for ejendommen ikke overstiger 50 pct. af de opsparede midler. Investeringer i pantebreve med tinglyst pant i fast ejendom her i landet sidestilles i denne sammenhæng med investeringer i fast ejendom.

Stk. 2 Hvis vedtægterne for en kapitalpensionsfond er godkendt før den 17. oktober 1986, kan fondens midler fortsat anbringes i overensstemmelse med de godkendte vedtægter, selv om disse indeholder bestemmelser om anbringelse i andre værdipapirer som nævnt ovenfor eller går ud over grænsen på 50 pct. nævnt i stk. 1 af de opsparede midler.

Stk. 3 Faste ejendomme, der tilhører kapitalpensionsfonde, medregnes ved opgørelsen af opsparingens værdi med den ejendomsværdi, der senest er ansat af vurderingsmyndigheden, eller med den aftalte købesum, omregnet til kontantværdi, hvis denne er højere. Pantebreve medregnes med den værdi, hvortil de indgår i regnskabet i henhold til pensionsafkastbeskatningsloven.

§ 30

Fondens regnskab skal revideres af en eller flere regnskabskyndige personer, der er uafhængige af fondens bestyrelse.

Stk. 2 Årsregnskabet med status skal inden 3 måneder efter regnskabsårets udløb indsendes til Skatteforvaltningen.