Patentbekendtgørelsen Kapitel 11

Denne konsoliderede version af patentbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om patenter og supplerende beskyttelsescertifikater

Bekendtgørelse nr. 2111 af 24. november 2021

Kapitel 11 Patentmeddelelsen
§ 39

Vurderer Patent- og Varemærkestyrelsen, at patent kan meddeles, og er det ikke allerede konstateret, at ansøgeren er enig i den tekst, som patentet vil kunne meddeles med, finder stk. 2 og 3 anvendelse.

Stk. 2 Patent- og Varemærkestyrelsen opfordrer ansøgeren til inden for 2 måneder at udtale sig om den tekst, som patent vil kunne meddeles med. Er ansøgeren enig i teksten, finder patentlovens § 19 anvendelse.

Stk. 3 Er ansøgeren uenig i teksten, kan behandlingen af ansøgningen fortsætte. Finder Patent- og Varemærkestyrelsen ikke anledning til at fortsætte behandlingen, afslås ansøgningen.

§ 40

Foreligger der ved meddelelsen til ansøgeren efter patentlovens § 19, stk. 1, ikke dokumenter, der er egnede til reproduktion, skal ansøgeren indlevere sådanne inden for 2 måneder efter, at meddelelsen er givet.

Stk. 2 Dokumenterne til reproduktion skal stemme overens med de dokumenter, som er godkendt til patentmeddelelse. Ansøger skal afgive en erklæring herom.

§ 41

Udsættelse af meddelelse af patent kan kun bevilges i de tilfælde, hvor beslutningen om patentmeddelelse er truffet, før ansøgningen er blevet almindeligt tilgængelig efter patentlovens § 22, stk. 2 og 3. Meddelelsen af patent kan i så fald på ansøgerens begæring udsættes til det tidspunkt, hvor ansøgningen bliver almindeligt tilgængelig efter de nævnte bestemmelser.

§ 42

Patent- og Varemærkestyrelsen udfærdiger et patentskrift med beskrivelse, herunder eventuelle tegninger, fotografier og sekvensliste, samt patentkrav og sammendrag i henhold til patentlovens § 20. Patentskriftet indeholder oplysninger om:

  • 1) Dagen for patentmeddelelsen.

  • 2) Ansøgningens nummer og patentets registreringsnummer.

  • 3) Patentets klasser.

  • 4) Patenthaverens navn eller firmanavn og postadresse.

  • 5) Hvis patenthaveren er repræsenteret ved en fuldmægtig, dennes navn eller firmanavn og postadresse.

  • 6) Opfinderens navn samt den by og det land, hvor opfinderen har bopæl.

  • 7) Patentets titel.

  • 8) Ansøgningens indleveringsdag:

    • a) Dansk patentansøgning: Ansøgningens indleveringsdag, samt hvis løbedagen er en anden end indleveringsdagen, også løbedagen.

    • b) International patentansøgning: Den internationale indleveringsdag, og den dag, hvor ansøgningen blev videreført efter patentlovens § 31, eller den dag, ansøgningen anses som indleveret efter patentlovens § 38, stk. 3, samt den internationale ansøgnings nummer.

    • c) Konverteret europæisk patentansøgning: Den europæiske patentansøgnings nummer og dens indleveringsdag i henhold til Den Europæiske Patentkonvention, samt den dag, hvor den europæiske patentansøgning blev konverteret til en dansk patentansøgning.

  • 9) Oplysning om den prioritetsbegrundende ansøgnings indleveringssted, indleveringsdag og nummer, hvis prioritet er begæret i henhold til patentlovens § 6.

  • 10) Stamansøgningens nummer, hvis ansøgningen er fremkommet ved deling eller udskillelse.

  • 11) Den dag, da ansøgningens akter blev almindeligt tilgængelige.

  • 12) Hvis patentet omfatter deponering af en prøve af biologisk materiale: Oplysning herom.

  • 13) Fremdragne publikationer.

§ 43

Bekendtgørelse om patentmeddelelsen, som udfærdiges efter patentlovens § 20, indeholder de oplysninger, som efter § 42 angives i patentskriftet, dog med undtagelse af fremdragne publikationer.