Ordensbekendtgørelsen § 13

Denne konsoliderede version af ordensbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at iværksætte midlertidige foranstaltninger

Bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 303 af 19. april 2006, bekendtgørelse nr. 373 af 23. maj 2008, bekendtgørelse nr. 540 af 11. juni 2009, bekendtgørelse nr. 1114 af 30. november 2009, bekendtgørelse nr. 373 af 19. april 2011, bekendtgørelse nr. 616 af 10. juni 2014, bekendtgørelse nr. 305 af 31. marts 2017, bekendtgørelse nr. 860 af 28. juni 2017, bekendtgørelse nr. 427 af 07. maj 2018 og bekendtgørelse nr. 1094 af 29. juni 2020

§ 13

Når der udføres arbejde, der kan medføre fare eller ulempe for forbipasserende, f.eks. i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af et hus, skal der til advarsel for forbipasserende opsættes forsvarlige afspærringer. Indtil nymalede vægge eller genstande er tørre, skal forbipasserende ved tydelig skiltning advares om, at væggene eller genstandene er nymalede.

Stk. 2 Er der fare for, at tagsten, sne, istapper eller lignende på et hus vil styrte ned, skal ejeren straks advare forbipasserende ved at opsætte forsvarlige afspærringer og snarest muligt drage omsorg for, at der foretages den nødvendige reparation eller fjernelse af sneen eller istapperne mv.

Stk. 3 I ejendomme må genstande ikke anbringes eller anvendes på en sådan måde, at de kan vælte eller falde ned og derved medføre fare eller ulempe for forbipasserende. Vinduer skal være fastgjort på forsvarlig måde.

Stk. 4 Politiet kan i øvrigt forbyde, hvad der udsætter forbipasserende for fare.