Ophavsretsloven § 2

Denne konsoliderede version af ophavsretsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om ophavsret

Lov nr. 395 af 14. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1093 af 20. august 2023

Beskyttelsens indhold
§ 2

Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger, eneret til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden i oprindelig eller ændret skikkelse, i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur‑ eller kunstart eller i anden teknik.

Stk. 2 Som eksemplarfremstilling anses enhver direkte eller indirekte, midlertidig eller permanent og hel eller delvis eksemplarfremstilling på en hvilken som helst måde og i en hvilken som helst form. Som fremstilling af eksemplarer anses også det forhold, at værket overføres på indretninger, som kan gengive det.

Stk. 3 Værket gøres tilgængeligt for almenheden, når

  • 1) eksemplarer af værket udbydes til salg, udlejning eller udlån eller på anden måde spredes til almenheden,

  • 2) eksemplarer af værket vises offentligt, eller

  • 3) værket fremføres offentligt.

Stk. 4 Som offentlig fremførelse efter stk. 3, nr. 3, anses også

  • 1) trådbunden eller trådløs overføring af værker til almenheden, herunder udsendelse i radio eller fjernsyn og tilrådighedsstillelse af værker på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt, og

  • 2) fremførelse i en erhvervsvirksomhed, der finder sted for en større kreds, som ellers måtte anses som ikke-offentlig.