Omprioriteringsloven § 1

Denne konsoliderede version af omprioriteringsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om visse almennyttige boligafdelingers omprioritering m.v.

Lov nr. 282 af 27. april 1994,
jf. lovbekendtgørelse nr. 88 af 02. februar 2005,
som ændret ved lov nr. 628 af 08. juni 2016

§ 1

Socialministeren kan, hvor ganske særlige forhold gør sig gældende, efter indstilling fra Boligselskabernes Landsbyggefond tillade, at en almennyttig boligafdeling helt eller delvis indfrier realkreditlån, der er indekslån, hvortil der ydes rentebidrag, afdragsbidrag eller alene garanti, og erstatter disse med nye realkreditlån. Socialministeren kan på samme måde tillade, at realkreditlån, der er nominallån, hvortil der ydes eller har været ydet rentesikring, samt lån, hvortil der alene ydes en garanti, indfries og erstattes af nye realkreditlån. Indestående nominallån, hvor kuponrenten er lavere end den effektive rente på de lån, der ville kunne omprioriteres til, kan ikke omprioriteres. Tilladelse kan dog gives, hvis der kun er mindre renteforskel. Til disse nominallån kan der efter socialministerens bestemmelse gives ydelsessikring efter § 5, stk. 2.

Stk. 2 Indfrielse af indekslån sker efter socialministerens nærmere bestemmelse ved opkøb af de bagvedliggende indeksobligationer, jf. dog stk. 3. Indfrielse af nominallån sker efter socialministerens nærmere bestemmelse ved konvertering eller opkøb.

Stk. 3 For indekslån, hvor der efter socialministerens nærmere bestemmelse ikke opkøbes indeksobligationer til indfrielse af lånet, indtræder staten i betalingsforpligtelsen på indeksobligationerne og overtager samtidig den regulerede pantebrevsrestgæld. Indeksobligationerne kan efterfølgende opkøbes efter socialministerens nærmere bestemmelse og efter aftale med finansministeren.

Stk. 4 Socialministerens tilladelse gives under forudsætning af, at det långivende realkreditinstitut vil være villig til at yde det nye lån. Selv om der ikke sker indfrielse af eksisterende lån ved opkøb af obligationer, jf. stk. 3, giver realkreditinstituttet tilbud om nyt lån, når omprioritering er godkendt efter stk. 5 og 6.

Stk. 5 Boligselskabernes Landsbyggefonds indstilling udarbejdes på grundlag af en ansøgning fra vedkommende boligselskab. Der skal endvidere foreligge tilslutning fra kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori den almennyttige boligafdeling er beliggende.

Stk. 6 Tilladelse efter stk. 1 kan gives til almennyttige boligafdelinger, hvor der på baggrund af en samlet vurdering af den enkelte afdelings forhold er konstateret væsentlige problemer af økonomisk, social eller anden karakter, herunder høj husleje, høj flyttefrekvens, stor andel af boligtagere med sociale problemer, vold, hærværk eller nedslidning af bygninger og friarealer.

Stk. 7 Boligselskabets ansøgning om tilladelse til omprioritering efter stk. 1 skal være fremsendt til Boligselskabernes Landsbyggefond gennem kommunalbestyrelsen inden 3 måneder fra lovens ikrafttræden. Socialministeren kan dog forlænge fristen, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Til brug for landsbyggefondens indstilling skal boligselskabet og kommunen udarbejde en helhedsplan for, hvorledes afdelingens problemer vil kunne afhjælpes. Socialministeren fastsætter nærmere regler om ansøgningsproceduren.