Offshoresikkerhedsloven § 3

Denne konsoliderede version af offshoresikkerhedsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov nr. 1424 af 21. december 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 125 af 06. februar 2018,
som ændret ved lov nr. 1436 af 29. juni 2021

§ 3

I denne lov forstås ved:

  • 1) Anlæg: En fast eller mobil indretning, som bruges til offshore olie- og gasaktiviteter, herunder indkvarteringsfaciliteter på tilknyttede fartøjer, som den ansatte efter omstændighederne har adgang til i forbindelse med arbejdet på den faste eller mobile indretning, eller en kombination af sådanne indretninger, som permanent er indbyrdes forbundet ved hjælp af broer eller andre strukturer. Fartøjer anses ikke for anlæg bortset fra boreskibe, flydende produktions-, lager- og afskibningsenheder og fartøjer, hvorfra der udføres offshore olie- og gasaktiviteter, der indebærer risici for større ulykker, og hvor offshore olie- og gasaktiviteterne udføres uden tilknytning til et anlæg.

  • 2) Anlægschef: Den arbejdsleder, der på operatørens eller ejerens vegne forestår den daglige drift af et anlæg.

  • 3) Arbejdsgiver: Den virksomhed, som har instruktionsbeføjelsen over for ansatte, der udfører arbejde på et anlæg.

  • 4) Arbejdsleder: Enhver person, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentlige består i på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med arbejdet i dennes virksomhed eller en del deraf.

  • 5) Efterforskning: Boring af brønde i et prospekt og alle tilknyttede offshore olie- og gasaktiviteter, der er nødvendige forud for produktionsrelaterede aktiviteter, frem til permanent lukning af sådanne brønde.

  • 6) Ejer: En virksomhed, der er retligt beføjet til at styre driften af et ikkeproduktionsanlæg eller en rørledning, der forbinder anlæg, eller rørledninger fra anlæg til land.

  • 7) Ekstern beredskabsplan: En lokal, national eller regional strategi, som skal forhindre eskalering eller begrænse følgerne af en større ulykke i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter under anvendelse af alle operatørens disponible ressourcer som beskrevet i den relevante interne beredskabsplan og enhver yderligere ressource, som myndighederne stiller til rådighed.

  • 8) Entreprenør: Virksomhed, der har indgået kontrakt med en anden virksomhed, herunder operatøren eller ejeren, om at udføre specifikke opgaver.

  • 9) Fast anlæg: Et anlæg, som ikke er et mobilt anlæg.

  • 10) Ikkepermanent bemandet anlæg: Et anlæg, der ikke er et permanent bemandet anlæg.

  • 11) Ikkeproduktionsanlæg: Et anlæg, der ikke anvendes til produktion af olie og gas.

  • 12) Intern beredskabsplan: En plan, som er udarbejdet af operatøren eller ejeren i henhold til bestemmelser fastsat i loven eller i regler udstedt i medfør af loven, vedrørende de foranstaltninger, der skal forhindre eskalering eller begrænse følgerne af ulykker, jf. § 45, i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter.

  • 13) Kombineret drift: En aktivitet, som udføres fra et anlæg sammen med et eller flere andre anlæg, og hvis formål vedrører dette eller de andre anlæg, og som derved i betydelig grad påvirker de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici på et, flere eller alle anlæg.

  • 14) Mobilt anlæg: Et anlæg, som kan flyttes fra én position til en anden ved forsejling eller bugsering, og som er tiltænkt anvendt på flere forskellige positioner i dets levetid.

  • 15) Offshore: Beliggende i dansk territorialfarvand, den danske eksklusive økonomiske zone eller på dansk kontinentalsokkel som defineret i De Forenede Nationers Havretskonvention.

  • 16) Offshore olie- og gasaktiviteter: Alle aktiviteter i forbindelse med efterforskning, produktion og rørbunden transport af olie og gas og andre stoffer og materialer mellem anlæg offshore og anlæg på land eller mellem flere anlæg offshore, herunder design, planlægning, bygning, installation offshore, drift, ændringer og demontering af anlæg, tilsluttet infrastruktur og rørledninger.

  • 17) Operatør: Den virksomhed, som er udpeget af rettighedshaveren eller af beskæftigelsesministeren til på rettighedshaverens vegne at udføre de aktiviteter, som rettighedshaveren har tilladelse til i henhold til lov om anvendelse af Danmarks undergrund, herunder planlægning og gennemførelse af brøndaktiviteter, eller ledelse og styring af et produktionsanlægs funktioner.

  • 18) Permanent bemandet anlæg: Et anlæg, der planlægges anvendt til overnatning.

  • 19) Produktion: Offshoreindvinding af olie og gas fra undergrunden i rettighedsområdet, offshorebehandling af olie og gas og offshoretransport heraf gennem tilsluttet infrastruktur.

  • 20) Produktionsanlæg: Et anlæg, der anvendes til produktion af olie og gas.

  • 21) Påbegyndelse af aktiviteterne: Det tidspunkt, hvor et anlæg eller den tilsluttede infrastruktur for første gang benyttes til de aktiviteter, som det er udformet til.

  • 22) Rettighedshaver: Den virksomhed eller gruppe af virksomheder, som i henhold til lov om anvendelse af Danmarks undergrund har tilladelse til at udføre offshore olie- og gasaktiviteter.

  • 23) Rettighedsområde: Det geografiske område, der er omfattet af rettighedshaverens tilladelse, jf. nr. 22.

  • 24) Risiko: Kombinationen af sandsynligheden for en hændelse og konsekvenserne af denne hændelse.

  • 25) Sikkerheds- og miljøkritiske elementer: Elementer, herunder computerprogrammer, hvis formål er at forebygge eller begrænse følgerne af en større ulykke, og som, hvis de svigter, kan forårsage eller bidrage væsentligt til en større ulykke.

  • 26) Sikkerhedszone: Et område inden for en afstand af 500 m fra enhver del af et anlæg eller fra enhver del af et anlægs tilsluttede infrastruktur. Dette gælder dog ikke tilsluttet infrastruktur omfattet af nr. 29, litra b og c.

  • 27) Større miljøhændelse: En hændelse, som forårsager eller sandsynligvis forårsager en miljøskade, som er omfattet af miljøskadeloven.

  • 28) Større ulykke: I forbindelse med et anlæg, tilsluttet infrastruktur eller en rørledning

    • a) en hændelse, der omfatter en eksplosion, brand, tab af brøndkontrollen eller udslip af olie, gas eller farlige stoffer eller materialer, som involverer eller har et betydeligt potentiale til at forårsage dødsfald eller alvorlig personskade, jf. også stk. 2,

    • b) en hændelse, som medfører alvorlig beskadigelse af anlægget eller tilsluttet infrastruktur, og som involverer eller har et betydeligt potentiale til at forårsage dødsfald eller alvorlig personskade, jf. også stk. 2,

    • c) enhver anden hændelse, der medfører dødsfald eller alvorlig personskade for fem eller flere personer, der befinder sig på offshoreanlægget, hvor kilden til faren opstår, eller som udfører en olie- og gasaktivitet i forbindelse med anlægget eller tilsluttet infrastruktur, eller

    • d) enhver større miljøhændelse, der skyldes hændelser omhandlet i litra a, b og c, jf. også stk. 2.

  • 29) Tilsluttet infrastruktur:

    • a) Inden for et anlægs sikkerhedszone eller inden for en nærliggende zone på længere afstand fra anlægget enhver brønd og dermed forbundne strukturer, supplerende enheder og anordninger tilsluttet anlægget.

    • b) Inden for et anlægs sikkerhedszone ethvert apparatur eller enhver anordning på eller fastgjort til hovedstrukturen i anlægget.

    • c) Inden for et anlægs sikkerhedszone ethvert tilsluttet rørledningssystem.

    • d) Inden for et anlægs sikkerhedszone eller inden for en nærliggende zone på længere afstand fra anlægget enhver anden tilsluttet konstruktion, der anvendes til lagring og lastning af olie og gas produceret af et produktionsanlæg, og som er permanent knyttet til et sådant anlæg.

  • 30) Uafhængig verifikation: En vurdering og bekræftelse af gyldigheden af bestemte skriftlige erklæringer foretaget af en virksomhed eller en organisatorisk del af operatøren eller ejeren, som ikke er kontrolleret eller påvirket af den virksomhed eller den organisatoriske del, der anvender disse erklæringer.

  • 31) Virksomhed: En fysisk eller juridisk person eller en gruppe af sådanne personer.

  • 32) Virksomhedsleder: Enhver person, der i kraft af sin stilling deltager i den almindelige, overordnede ledelse af virksomheden.

Stk. 2 Definitionerne i stk. 1, nr. 28, litra a, b og d, er også gældende for et ikkepermanent bemandet anlæg i situationer, hvor dette ikke er bemandet.