Offererstatningsloven § 13

Denne konsoliderede version af offererstatningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser

Lov nr. 277 af 26. maj 1976,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1209 af 18. november 2014,
som ændret ved lov nr. 285 af 29. marts 2017, lov nr. 140 af 28. februar 2018, lov nr. 486 af 30. april 2019, lov nr. 895 af 21. juni 2022, lov nr. 753 af 13. juni 2023, lov nr. 1541 af 12. december 2023 og lov nr. 1551 af 12. december 2023

§ 13

Nævnet kan ikke behandle en ansøgning, der er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, medmindre der foreligger særlige grunde.

Stk. 2 Hvis der i sagen er afsagt dom, regnes fristen i stk. 1, fra dommen var endelig. Hvis politiet har efterforsket sagen, uden at der efterfølgende er rejst straffesag, regnes fristen fra tidspunktet for politiets afgørelse om indstilling af efterforskningen.

Stk. 3 Træffer et forsikringsselskab eller en selvforsikret arbejdsgiver, jf. arbejdsskadesikringslovens § 48, stk. 5, afgørelse om, at erstatningspligten ikke anerkendes, jf. arbejdsskadesikringslovens § 49 b, stk. 1, regnes fristen i stk. 1 fra tidspunktet for forsikringsselskabets eller den selvforsikrede arbejdsgivers afgørelse, forudsat at skadelidte har indgivet anmeldelse til forsikringsselskabet eller den selvforsikrede arbejdsgiver, inden 2 år efter at lovovertrædelsen er begået.

Stk. 4 Hvis nævnet har truffet endelig afgørelse om erstatning eller godtgørelse, kan nævnet ikke behandle yderligere krav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, hvis det nye krav fremsættes, mere end 2 år efter at nævnet har truffet endelig afgørelse. Hvis ansøgeren først senere indså eller burde indse eksistensen af det nye krav, regnes fristen i 1. pkt. fra dette tidspunkt. Hvis nævnet anmoder om dokumentation for et fremsat krav og dokumentation ikke er fremsendt senest 2 år efter nævnets endelige afgørelse, kan nævnet ikke behandle kravet.  1.-3. pkt. kan fraviges, hvis der foreligger særlige grunde.