Nettoafregningsbekendtgørelsen § 10

Denne konsoliderede version af nettoafregningsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet

Bekendtgørelse nr. 2657 af 28. december 2021

§ 10

Egenproducenter af elektricitet fra elproduktionsanlæg kan ved anmodning til Energistyrelsen få nettoafregning på årsbasis frem til og med den 19. november 2032, på betingelse af

  • 1) at egenproducenten opfylder betingelserne efter § 5, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 804 af 28. juni 2010 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet,

  • 2) at egenproducenten har indgået bindende aftale om køb af elproduktionsanlægget senest den 19. november 2012, jf. stk. 2,

  • 3) at netvirksomheden senest den 20. december 2012 har modtaget anmeldelse af anlægget med henblik på registrering i Stamdataregisteret, og

  • 4) at anlægget er nettilsluttet senest den 31. december 2013.

Stk. 2 Ved egenproducentens anmodning til Energistyrelsen om nettoafregning på årsbasis skal egenproducenten ved købsfaktura eller lignende fremvise skriftlig dokumentation for, at elproduktionsanlægget er købt senest den 19. november 2012.

Stk. 3 Adgang til nettoafregning på årsbasis efter stk. 1 er yderligere betinget af, at Energistyrelsen har modtaget ansøgning herom senest den 31. marts 2022.

Stk. 4 Energistyrelsen træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for årsbaseret nettoafregning efter stk. 1 og 3 er opfyldt.

Stk. 5 Afgørelser efter stk. 4 kan påklages til Energiklagenævnet. Afgørelserne kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Stk. 6 Klager som nævnt i stk. 5 skal indgives skriftligt senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.