Gasforsyningsloven § 10c

Denne konsoliderede version af gasforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om gasforsyning

Lov nr. 449 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 16. august 2023,
som ændret ved lov nr. 466 af 18. maj 2011, lov nr. 923 af 18. maj 2021, lov nr. 1594 af 28. december 2022 og lov nr. 1787 af 28. december 2023

Certificering af ejermæssig adskillelse
§ 10c

Efter forudgående ansøgning certificerer Forsyningstilsynet transmissionsselskaber, hvis de opfylder kravene om ejermæssig adskillelse, jf. § 10 b.

Stk. 2 Forsyningstilsynet fører tilsyn med, at kravene i § 10 b til enhver tid er opfyldt.

Stk. 3 Virksomheder, der er certificeret efter stk. 1, skal underrette Forsyningstilsynet om enhver planlagt transaktion, der har betydning for overholdelse af kravene i § 10 b.

Stk. 4 Forsyningstilsynet er forpligtet til at indlede en ny certificeringsprocedure, hvis Forsyningstilsynet

  • 1) modtager en underretning om eller i øvrigt er bekendt med planlagte transaktioner som nævnt i stk. 3,

  • 2) har en formodning om, at kravene i § 10 b ikke længere er opfyldt, eller

  • 3) modtager en anmodning fra Europa-Kommissionen herom.

Stk. 5 Forsyningstilsynet træffer afgørelse om certificering senest 4 måneder efter modtagelse af en ansøgning eller en underretning eller efter datoen for Europa-Kommissionens anmodning. Ved udløbet af denne periode anses certificeringen for udstedt, hvis Forsyningstilsynet ikke har truffet udtrykkelig afgørelse herom. Forsyningstilsynets udtrykkelige eller stiltiende afgørelse får dog først virkning, efter at proceduren i stk. 6 er afsluttet.

Stk. 6 Forsyningstilsynet tilsender straks Europa-Kommissionen underretning om den udtrykkelige eller stiltiende afgørelse om certificering sammen med alle relevante oplysninger om afgørelsen. Europa-Kommissionen handler herefter i overensstemmelse med proceduren i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for adgang til naturgastransmissionsnet.

Stk. 7 Stk. 1-6 finder ikke anvendelse på transmissionsselskaber, der kontrolleres af en eller flere fysiske eller juridiske personer fra et eller flere lande uden for EU.

Stk. 8 Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om certificering, tilsyn og underretning som nævnt i stk. 1-3. Ministeren kan endvidere fastsætte regler for selskaber omfattet af stk. 7.